Begyndelsen af 1. kapitel af ” Sophia – den glemte dronning”
Danmark har i mange år lidt under en borgerkrig. Tre nære slægtninge af kongeslægten, Svende, Knud og Valdemar, har i mange år kæmpet mod hinanden. Deres personlige relationer er præget af, at Knuds far slog Valdemars far, Knud Lavard ihjel 26 år tidligere – og blodhævn for drab betragtes som ikke alene acceptabelt, men som nødvendigt. Danske stormænd har krævet, at der indgås fred, for en borgerkrig gør Danmark svagt, og syd for grænsen lurer den tyske kejser på lejlighed til at underlægge sig Danmark. Svend, Knud og Valdemar indgår en aftale, og en forsoningsfest bliver afholdt i Roskilde. Til stede er de tre slægtninge og deres hirdmænd.
“Mørket er for længst faldet på.
Kongsgården i Roskilde ligger badet i augustmånens hvide, kolde stråler, men fra hallen strømmer floder af lys fra utallige fakler og vokskærter ud på tunet. Lyset fanger huskarle, der løber til og fra stegerset med mad og store kander af øl til mange mænd.
Inde i hallen fester en morders søn med den myrdedes søn og hans fætter!
Tre danske konger fejrer sammen med deres hirdmænd og rådgivere fredsslutningen efter den ti år lange arvefølgekrig.
Kongerne sidder til højbords i store stole, forsynet med bløde puder, mens alle andre sidder på de faste bænke langs væggene og de bænke, der i anledning af festen er båret ind i hallen. Fire langborde fylder rummet, og alle sidder så tæt pakket, at det er besværligt at mase sig frem for at komme udenfor og lade vandet i de store mængder granris, der er lagt ved siden af indgangene, som udgøres af to store dobbeltdøre. Rejser en mand sig fra bordet, må mange andre også op at stå, for at han kan komme ud. De store kander med øl, som huskarlene sætter på bordene, bliver hurtigt tømt og erstattet med fyldte, så efterhånden, som aftenen skrider fremad, øges strømmen af mænd, der vælter ind og ud af dørene.
Ølkrus bliver væltet, mens mændene forsøger at forcere borde og bænke, og sandet på gulvbrædderne er nogle steder så vådt, at mændene glider i det. Nogle af huskarlene bliver sat til at feje det våde sand op og strø nyt ud, men det er en næsten håbløs opgave at komme rundt i den tætpakkede hal. På et tidspunkt må huskarlene gå over til at forsøge at skubbe madrester og vådt sand ind under bordene og strø tørt sand ud over de glatteste steder. Luften er tyk af lugt fra stegemad og øl samt lugten af sved og andre menneskelige uddunstninger.
De tre konger tilhører alle kongeslægten, og de mægtige stormandsslægter har støttet hver deres konge i arvefølgekrigen. De fleste af kongernes hirdmænd er sønner af stormænd, og i lettelsen over ikke længere at skulle tage del i stridigheder rettet mod andre stormandslægter, lader de tidligere tiders angst og bekymringer sive ud af sig i samme takt, som øllet vælter ind. For første gang i mange år deltagerde sammen i en festlighed og er gået til bords i blandet selskab.
Munterheden tager til, efterhånden som aftenen skrider fremad.
Råb på tværs af hallen til venner og fjerne eller tætte slægtninge, der sidder ved andre borde, tager til, og latterudbrud fejer gennem det store rum. Af og til vælter de store jernlysestager på bordene, men de bliver hurtigt rejst igen, og de vokslys, der er blevet slukket, bliver tændt af huskarle, forsynet med brændende pinde.
De tre konger drikker også, men mere behersket. De hilser på hinanden, når de hæver kruset, og ganske langsomt sniger smilene sig ind på deres ellers så alvorlige ansigter.
Kong Svend betragter i skjul sine to slægtninge, hvis fædre var fætre. I et blodigt magtopgør havde Knuds far dræbt Valdemars far og var derefter selv blevet dræbt i en hævnfejde.
Besynderlige tider! I fædrenes tid var blodhævnen blevet holdt i hævd, og Valdemar ville have været forpligtet til at dræbe Knud i stedet for at samarbejde med ham og trolove sig med hans søster.
Som de sidder sammen i højsædet, kan ingen se på dem, at Knud og Valdemar sammen har ført krig mod Svend. Krigen har udmarvet Danmark og gjort landet sårbart overfor den tyske kejser, der blot venter på en gunstig lejlighed til at indlemme Danmark i Det Tysk-Romerske Rige.
Magtfulde danske stormænd har stået sammen i et krav om at standse stridighederne, og løsningen er blevet en opdeling af landet i tre kongedømmer.
Højrøstede stemmer bagest i hallen påkalder sig alles opmærksomhed. To mænd har rejst sig på hver side af et af langbordene og råber vredt til hinanden, men andre får dem til at falde til ro igen.
Lysestagerne på bordet er væltet, men bliver hurtigt rejst, og de slukkede lys tændt af huskarle, der straks kommer til.
Pludselig høres lyden af metal, der slår mod metal, men alle har skullet lægge deres våben i en bunke udenfor, før de gik ind, og en gruppe huskarle er sat til at holde vagt ved den anselige bunke, så ingen uset kan hente sit våben under festen. Lysestagerne på det ene af de fire langborde bliver, samtidig med den ildevarslende lyd, væltet, så lysene slukkes, og samtidig bliver faklerne, der sidder i holdere på væggen, flået ned og smidt på gulvet. Den ene side af hallen er lagt i mørke.
Alle rejser sig, usikre på, hvad der sker, og mange bevæger sig frem mod de to døre.
Igen smælder metal mod metal, og et smertensskrig skærer gennem muren af andre høje lyde. Endnu et skrig lyder, og alle forstår, at nogen har taget våben med ind.
Samtidig med at lysene på de andre borde og faklerne på den anden væg slukkes, smækkes dobbeltdørene i og boltes udefra. Skrig, råben, våbengny og lyden af mennesker, der vælter rundt mellem hinanden, lægger sig tungt over alle.
Panisk rædsel hersker i den begsorte hal!”
…………………