Februar 2026
Eskil blev i begyndelsen af januar sendt til fem forlag, og jeg afventer spændt svarene.
Men uden større forhåbninger. Eskil er en vigtig person i Danmarkshistorien, men hører til i 1100-tallet, og i en tid med voldsomme stridigheder og trusler om endnu flere, er det forståeligt, at han blegner. Mit håb er, at manuskriptet fanger, fordi det afslører det yderst vellykkede projekt, Absalon og Valdemar den Store havde gang i. Især Absalon var et intelligent, fremsynet marketing-menneske, der arbejdede benhårdt på at promovere begges eftermæle. På bekostning af Eskils ..
Når svarene fra forlagene foreligger, må jeg beslutte det videre forløb, og naturligvis har jeg gjort mig nogle tanker om det. Men det må vente indtil videre.
Jul 2025!
Jeg har afventet den sidste korrekturlæsning af Elsebeth Soltoft og for en uge siden sendt manuskriptet til “Nordens Kirkefyrste” om ærkebiskop Eskil (se mine tidligere skriverier på denne side) til mit favorit-forlag, Hovedland.
En overraskende besked fra forlagsdirektør Steen Piper om, at forlaget var solgt til overtagelse fra 1/1 2026 fik processen til at gå i stå. Den må afvente, at nye folk tager over – og jeg kan så kun håbe, at de vil vælge at køre samme linje som tidligere.
I begyndelsen af januar vil jeg igen fremsende “Norden kirkefyrste” til forlaget Hovedland.
Som skrevet nedenfor rummer manuskriptet den glemte historie fra 1100-tallet. Nemlig historien om den internationalt kendte og respekterede danske ærkebiskop, der blev forsøgt skubbet ud i skyggen af sin efterfølger, Absalon.
Jeg alder Eskil diktere sin version af Danmarkshistorien til en munk i cistercienserklostret i Clairvaux, hvortil han har trukket sig tilbage efter at være blevet tvunget til at abdicere fra sit embede. Bogen er en historisk roman med fiktion på flere niveauer. Sideløbende med dikteringen og relationen til skriveren lader jeg den gamle mand tænke tilbage på sit liv.
Men over de næste mange sider kan man læse Eskils beretning, trukket ud af romanen og gjort lidt mere flydende at læse. God læselyst.
Ærkebiskop Eskils beretning
Denne beretning om ærkebiskop Eskils liv og virke i den nordiske kirkes tjeneste er forfattet af ham selv i Clairvaux i Det Herrens År 1181
Min nedskrevne beretning indeholder kundskab om mit liv og mit virke inden for kirken, og den skal danne modvægt til de historiske skrifter, der er ved at blive udarbejdet i Danmark i disse år.
Kong Valdemar har anmodet min egen slægtning, Sven Aggesøn, om at skrive Danmarks historie, og han var godt i gang med det, før jeg forlod Lund.
Absalon Hvide, ærkebiskop, voksede op sammen med kongen, og de to mænd er hinandens bedste venner og arbejder meget tæt sammen. Men de er også hinandens konkurrenter. Kongen har bygget en gravkirke for sin slægt, Absalon Hvide en lige så storslået kirke for sin slægt. Kongen er en vældig kriger, Absalon ikke mindre vældig.
Kongen får skrevet en krønike om Danmarks historie, og Absalon er i gang med at få skrevet sin. Jeg ved, at han har udvalgt sig sin skriver, og denne samler oplysninger for snarest at begynde at skrive, hvis han da ikke er begyndt. Både kongen og ærkebiskop Absalon vil våge som høge over deres skrivere. Intet, der ikke berømmer og priser dem hver for sig, vil blive skrevet.
Jeg har levet en menneskealder længere end både kongen og ærkebiskoppen og oplevet mangt og meget, der har præget mig og mit virke i den kristne kirke. Mine erfaringer er det glas, hvor igennem jeg ser tiden og begivenhederne.
Derfor tager min beretning om mit virke udgangspunkt i en tid, hvor kong Valdemar og ærkebiskop Absalon Hvide endnu ikke var født. Kun sådan bliver min beretning fuldstændig og vil give mening.
Danmark befinder sig netop nu i en udvikling, der gør riget mere stærkt. Det er godt og prisværdigt.
Men de metoder, der benyttes til formålet, er ikke prisværdige.
Der er samtidig store ulemper forbundet med udviklingen, sådan som den i de sidste tyve år er skredet fremad– og, hører jeg fra mine kilder i Danmark i forskellige landsdele, stadig skrider fremad. Magten samles hos kongen med ukritisk støtte fra kirken, der burde være helt selvstændig i forhold til kongemagten. Danske love og skikke tilsidesættes, store slægters betydning og indflydelse trædes under fode, og gode mennesker ofres på magtens alter.
Kun få mennesker er blevet det forundt, som jeg har oplevet. Den Hellige Guds Moder valgte nemlig at træde frem for mig.
Jeg studerede som ung mand i Hildesheim, og jeg blev syg. Feberen steg hurtigt, og mine tjenere gjorde alt, hvad de kunne, for at slå den ned. Kolde, våde klude blev lagt overalt på min krop og mit hoved, udskiftet, så snart kulden havde forladt dem. Flere lægekyndige munke tilså mig, og de gav mig drikke af forskellig slags, men intet hjalp. Feberen steg fortsat. En morgen begyndte jeg at brænde. Flammer omspændte min krop og mine lemmer. Jeg skreg, fordi mit helt korte hår fangede ilden. Mine tjenere råbte, at de ikke kunne se flammerne, der omspændte mig. Men jeg kunne både se og føle dem.
Så stod den Hellige Jomfru ved siden af mig, og jeg skreg, at hun måtte hjælpe mig. Jeg tilbød hende alt, hvad jeg ejede, og råbte, at jeg kunne få hentet mere hos min slægt. Hendes ansigt, der havde været mildt, da hun trådte frem mod mig, blev strengt, og hun bebrejdede mig, at jeg ville købslå om min frelse. Flammerne var ved at fortære mig, og jeg husker, at jeg begyndte at hulke, mens jeg bønfaldt hende om hjælp.
”Jeg vil hjælpe dig, så du kan forstå, at det ikke er jordiske værdier, der er vigtige – det er udelukkende af nåde, at jeg hjælper dig.” Hun strakte armene ud, og ilden var forsvundet.
Den Hellige Jomfru blev igen mild. Hun bad mig huske ilden – og nåden.
Jeg var rask. Udmattet, ja, men rask. Feberen havde ved et mirakel forladt mig. Hele natten spekulerede jeg på, hvordan jeg kunne vise den Hellige Jomfru, at jeg havde forstået, at det var nåden og intet andet, der frelste mig. Jeg fik mine tjenere til at hjælpe mig over i domkirken og knælende foran altret afgav jeg et løfte om, at jeg ville arbejde af al den magt, Den Almægtige ville give mig, på at oprette og styrke munkeordener. Munkeordener, som skulle udbrede kendskabet til den guddommelige nåde.
Jeg kom til Clairvaux Kloster for som afslutningen på min uddannelse at møde cistercienserordenen og abbed Bernhard. Han var ti år ældre end jeg, men ejede den gave at være som en mand uden nogen alder. Munk som 22-årig, abbed som 25-årig med den opgave at skulle oprette og lede et kloster i Clairvaux. Han blev min vejleder og min ven. Intet andet menneske sætter jeg så højt i min agtelse som abbed Bernhard.
Da jeg ankom, var abbeden og cistercienserne endnu ikke særligt kendte i kirkelige kredse og uden for kirkelige kredse så godt som ikke. Men i løbet af de næste ti til femten år blev Bernhard af Clairvaux en lysende stjerne i Europa. Han var fyrsternes ligemand, ja, han arbejdede tæt sammen med paven. Alle lyttede til Bernhard af Clairvaux.
Bernhard af Clairvaux var ikke ret høj, spinkel, men med øjne, der brændte af tro og den klippefaste vilje til at udbrede den tro til gavn for alle, høj som lav.
Dog var han samtidig det ydmygeste menneske, jeg nogensinde har mødt.
I Clairvaux og cistercienserordenen fandt jeg den renhed og inderlighed, jeg ønskede i kirken. En tilbagevenden til Benediktus’ enkle klosterregler: Ora et labora. Bed og arbejd.
Opfattelsen af klostret som en verden i verden. Klostrets verden præget af dyrkelsen af det guddommelige, Den Almægtige, Kristus og ikke mindst Den Hellige Jomfru, der som menneske forstår alle mennesker.
Verdenen uden for klostret er at opfatte som en ørken, der skal opdyrkes. Overalt i samfundet fra småbønder, der kæmper for at opretholde livet for sig selv og sine, til de mægtigste fyrster.
Alle munkenes bestræbelser har ét og samme formål: at skabe kærlighed mellem mennesker.
Alt det, jeg her har nævnt, overbeviste mig om, at livet som cisterciensermunk var det rigtige for mig. Men jeg var stormandssøn og følte mig forpligtet til at vende tilbage til Danmark for at søge min slægts accept af beslutningen om at vælge klosterlivet.
Da jeg informerede abbed Bernhard om min beslutning, mødte jeg modstand.
”Vi to, Eskil, er begge den Almægtiges frontkæmpere, men Han har skabt os forskellige, fordi Han har villet sikre sig, at Hans vilje gennemføres på flere niveauer og mange steder. Du er, Eskil, ikke meget nytte til i forbindelse med konkret håndværksmæssigt arbejde, men du er mentalt uhyre stærk, du er dygtig til at organisere og argumentere for det, du tror på. Vi er begge skabt af Herren til at forsvare og udsprede det kristne budskab. Jeg repræsenterer Hans stemme, men du er Hans forsvarer i verden. Du skal forsvare og styrke kirken i Norden.”
Ved hjemkomsten til Lund fra Clairvaux aflagde jeg præsteløftet til ærkebiskop Asser i Lund, der var min farbror. Kort tid efter blev jeg valgt af kannikkerne til at være en del af deres kreds, og få år senere blev jeg af ærkebiskoppen udnævnt til domprovst ved domkirken.
Min onkel stolede på mig og betroede mig svære og krævende opgaver, som jeg med Den Almægtiges hjælp løste, og det førte til, at han i stigende grad tog mig med på råd.
Ærkebiskop Asser var næsten 80 år gammel, men han havde utrætteligt arbejdet for den nordiske kirkes selvstændighed og var fast besluttet på at fortsætte med det, indtil Den Almægtige kaldte ham til sig.
En pavelig legat, der var ankommet sammen med mig tre år tidligere, var allerede på sin rejse frem mod Lund blevet overbevist om det rigtige i at fastholde beslutningen fra 1104, der løsrev det kirkelige styre af Nordens lande fra ærkebispesædet i Hamburg-Bremen.
Ved legatens hjemkomst til Rom godkendte paven endnu en gang den nordiske kirkes selvstændighed trods heftige og vedvarende protester fra Hamburg-Bremen. Men ærkebiskop Asser erkendte, at den nordtyske ærkebiskop ikke var til sinds at give op. Der ville komme flere forsøg på geninddragelse.
Jeg havde stolt fremvist et blomstrende, prægtigt land for den pavelige legat. Landsbyerne levede deres eget gode liv, og flere og flere af handelspladserne langs vandet voksede og blev til byer, hvor handel og håndværk trivedes. Kirker var skudt op overalt eller var under opbygning, og alle steder blev vi budt velkomne og beværtede med det bedste, vores værter formåede at give os. Mit fædreland, som jeg vendte hjem til fra Clairvaux, var et velstående og velfungerende land.
Men ikke længe.
En forfærdelig borgerkrig brød ud, og da den sluttede, så alt anderledes ud. Store landområder var hærget, så folk måtte sulte, og stormandsslægter var blevet indbyrdes fjender.
Jeg vil beskrive de politiske forhold i Danmark lige før og kort efter min hjemkomst fra Clairvaux. Det er vigtigt for at forstå mit virke og sikre, at årsagerne til de frygtelige år vil stå klarere.
Tiderne blev i sandhed urolige.
I den lille magtelite, der udgjordes af kongeslægten og stormændene, placeret på deres store gårde over hele landet, ulmede utilfredshed og dermed på længere sigt ufred. Kirkens folk var udgået af stormandsslægter, og derfor blev vi uundgåeligt trukket ind i de problemer, der trak op i horisonten som mørke skyer.
Den danske kong Nils var ved min tilbagevenden til Danmark gammel efter at have styret i mere end 25 år, og snart skulle der vælges en ny konge. Det var vigtigt at have en konge til at forsvare landets grænser, for syd for grænsen regerede en kejser, der var interesseret i at udvide Det Tyske Rige mod nord.
To mænd kandiderede allerede til den danske trone. Kong Nils’ egen søn, Magnus, og hans fætter Knud Lavard, søn af den tidligere konge, Erik Ejegod, der var bror til Nils.
I Danmark har vi ikke nedskrevne love om kongevalg, men alle vidste, at en konge skulle vælges af frie mænd på de fire landsting. I praksis havde stormændene forinden ved et møde ved Isøre på øen Sjælland valgt den mand, der derefter skulle vælges formelt. Ellers kunne vi jo risikere at få valgt fire konger, en på hver landsting. Et problem, der opstod få år senere og bevirkede, at alt blev kaotisk.
De to fætre stødte sammen i et blodigt opgør tæt på Ringsted. Knud blev dræbt af Magnus. De slægter, der holdt med Knud, først og fremmest Hvideslægten, spredte en historie om, at Magnus have lokket Knud i et baghold.
Dette skete i Det Herrens År 1131. Det blev udgangspunktet for den fejde, der fejede over Danmark de følgende tre år. En borgerkrig uden sidestykke, kun overgået af en borgerkrig få år senere.
Knuds støtter, med hans bror, Erik Emune, og stormandsslægten, Hviderne, rejste folk til oprør mod kongen og hans søn.
Landsmænd mod landsmænd. Forfærdeligt. I et stort slag ved Øresund tørnede de to grupper sammen, og kongen og Magnus blev dræbt. Kirkefolket blev af kongen befalet at deltage, og fem biskopper og mange, mange præster døde. Ærkebiskoppen valgte af mange grunde at forblive i Lund, og jeg blev ved hans side.
Sårede fra begge sider søgte mod Lund, og vi tog imod alle. Vi hørte deres historier om de dræbte, der fyldte marskengene, skrigene fra sårede og døende mænd, og sandet, der var gennemvædet med blod. Et frygteligere slag har aldrig fundet sted i Danmark.
Efter slaget valgte stormændene Knuds bror, Erik Emune, til konge. Ikke et heldigt valg, men der var ikke andre at vælge. En mere inkompetent og grusom konge har aldrig fandtes. Han overholdt ikke nogen af de love og leveregler, der fandtes i mit fædreland.
Samme Erik Emune begik i sin grusomhed nogle forbrydelser, som var uhørte i Danmark. Blandt andet dræbte han med koldt blod sin egen bror, Harald Kesja, fordi broren i borgerkrigen havde støttet kong Nils. Alle hans sønner blev også dræbt for at undgå, at de skulle hævne deres far. En enkelt bror, Oluf Kesja, undslap. Denne overlevende bror tog senere en forfærdelig hævn, som også ramte mig personligt. En forfærdelig opstand.
Tilbage til kirken. Mange præster og fem biskopper var blevet dræbt under borgerkrigens kampe, og de skulle erstattes. Kongen udnævnte mig til biskop af Roskilde, og jeg måtte forlade Lund for at drage til Sjælland, hvor jeg mødte kongen.
Ærkebiskop Asser kunne have stillet sig op over for kongen og meddelt ham, at kongen efter kirkens love ikke kunne udnævne biskopper, blot godkende det valg, der var truffet af de gejstlige, men det ville have været for farligt, fordi Erik Emune var kendt som en lunefuld herre.
Min farbror lagde imidlertid ikke skjul på sin bekymring over at se mig forsvinde fra Lund. Jeg havde i årene frem til slutningen på krigstilstandene overtaget flere og flere arbejdsopgaver fra ham. Men han mente, at jeg skulle være biskop, og dette ville lette min vej til ærkebispestolen, hvor jeg hørte til. Det erklærede han. Han selv var gammel og så med sindsro døden i øjnene, men selvstændigheden for den nordiske kirke var alvorligt truet af Hamburg-Bremen, og han var som tidligere sagt overbevist om, at jeg var den rette mand til med alle midler at kæmpe for den.
Roskilde var tæt på Lund, og vi ville kunne fortsætte vores fortrolige drøftelser – ikke helt så ofte som hidtil, men det kunne nemmere lade sig gøre at ride fra Roskilde til Lund end fra f.eks. Viborg.
Brevruller blev meget ofte ført fra Lund til Roskilde og omvendt, for det tog vores mænd mindre end tre dage at nå fra det ene sted til det andet.
I maj i Det Herrens År 1137 døde min farbror, ærkebiskop Asser.
Jeg blev valgt til at efterfølge ham, men ikke uden visse problemer, idet kong Erik ikke ville godkende valget. Kongen blev imidlertid dræbt ved et tingmøde i 1137 af en stormand.
En ny konge blev valgt. Erik med tilnavnet Lam, som stormændene anså for at være den eneste, der ville kunne skabe fred og enighed i landet. Kong Erik Lam godkendte valget af mig som ærkebiskop, og paven kunne sende et pallium til min indsættelse til Lund.
Under Erik Lam fandt Danmark ro. De gamle skikke og love blev overholdt, om end et forfærdeligt oprør foranstaltet af Oluf Kesja rystede Skåne og Sjælland. Det gik voldsomt ud over Lund – og mig personligt. Tiden er for kort til at gå nærmere ind på det, kun kan jeg tilføje, at jeg ved den lejlighed fik afprøvet mine egne grænser. Dels fordi jeg var angst for at blive slået brutalt ihjel, dels ved at mærke, i hvor høj grade jeg var i stand til at tilgive. Eller måske snarere hvor svært jeg havde ved at tilgive.
Kort efter indvielsen af Herrevad Kloster besluttede Erik Lam imidlertid at nedlægge sit hverv som konge efter kun ni år og gå i kloster. Hvorfor gav han ingen forklaring på, så vidt jeg ved. Måske troede han, at han nemmere ville kunne passere Skærsilden og hurtigere nå til Himmeriget, hvis han tog afsæt på rejsen i et kloster. Det er naivt. Tænke på Danmark gjorde han i hvert fald slet ikke.
Jeg har senere spurgt mig for hos stormænd og biskopper for at finde ud af, hvem han rådførte sig med omkring sin beslutning. Ingen har svaret, at de blev rådspurgt.
Han kunne have valgt at rådføre sig med mig, rigets ærkebiskop gennem otte år, men heller ikke det gjorde han.
En ny konge skulle igen vælges, og det er min faste overbevisning, at de allerfleste af rigets stormænd ønskede, at vi igen kunne gå tilbage til den gamle tradition med at mødes ved Isøre på Sjælland, hvortil alle kunne sejle, for at blive enige om, hvem der skulle vælges til konge i Danmark. Først derefter iværksattes landstingsmøderne i de tre landsdele, hvor den nye konge så blev hyldet.
Men som det er tilfældet med vilde, uberegnelige heste, løb tingene i 1146 løbsk, og alt blev helt uoverskueligt!
De jyske stormænd gav sig ikke tid til at deltage i et møde ved Isøre.
På landstinget i Viborg valgtes Knud Magnussøn, søn af den Magnus, der efter sigende dræbte Knud Lavard mange år tidligere og udløste den første borgerkrig.
Knud Magnussøn og hans bror var efter deres fars død vokset op hos slægtninge i Nordjylland.
Jeg talte med mine brødre om Knud. Min ældre bror, Agge, som var leder af vores slægt, bedyrede, at Trugotslægten havde sikret sig, at Knud Magnussøn fuldt ud forstod vigtigheden af Danmarks selvstændighed fra det tyske rige og ligeledes Nordens kirkes selvstændighed i forhold til Hamburg-Bremen – og ikke, som hans far havde gjort det, vil finde på at forsøge at sælge begge for at få hjælp fra den tyske kejser til at blive konge.
Han og de andre jyske stormænd var klar over, at Svend Eriksøn, søn af den tidligere konge Erik Emune, også ville stille op til kongevalg. Men han havde tilbragt det meste af sin ungdom i Tyskland og kendte ikke meget til danske forhold Det var ikke trygt. Og derfor gjaldt det om at handle hurtigt.
I Viborg valgtes Knud altså til konge. Valget blev kort efter bekræftet på Urnehoved Ting i Sønderjylland, og derfra var det planen, at Knud med et følge skulle ile til Sjælland og Skåne for også der at få bekræftet valget.
Sådan gik det ikke.
Men på et hastigt sammenkaldt landstingsmøde i Ringsted blev Svend Eriksøn stillet op som Hvideslægtens kandidat – og valgt. Det gentog sig i Lund.
Jeg selv var i Norge. I min egenskab af øverste myndighed for Nordens kirke havde jeg planlagt et visitationsbesøg hos biskopperne i Nidaros, Bergen og Oslo, men et ilbud fra hver af mine brødre nåede mig lige nord for Bergen, og jeg afbrød straks rejsen og skyndte mig tilbage til Lund.
Jeg havde haft planer om at drage omkring Varberg for at besøge min datter Asa og hilse på mit barnebarn, lille Knud, som jeg så alt for sjældent, men det kunne ikke nås i denne situation.
Min bror Sven berettede ved vores tre brødre-møde, at han på landstingsmødet i Lund anmodede alle om at overveje, om det var rigtigt at dele Danmark op under to konger? En sådan splittelse kunne tænkes at få den tyske kejser til at se muligheder for at underlægge sig riget. Men Sven blev ikke hørt.
Ved min tilbagekomst til Lund var den nye konge af Skåne og Sjælland, Svend, allerede vendt tilbage til Sjælland.
Efter et kort ophold i Lund ilede jeg til Sjælland for at møde kong Svend. Jeg havde i forvejen planlagt et besøg i Søborg, hvor en kirkens borg var ved at blive bygget, og i Esrom ikke langt derfra. I Esrom var en bygmester og hans håndværkere i arbejde med at bygge et nyt kloster. Endnu et cistercienserkloster i Danmark.
I Det Herrens År 1145 stod domkirken i Lund færdig. Jeg havde inviteret til en storslået kirkefest. Kong Erik Lam, alle biskopper og de allerfleste stormænd var til stede. En pavelig legat mødte frem med et stort følge og overrakte under den højtidelige indvielsesgudstjeneste pavens gave til kirken, mens vi sammen stod foran alteret.
En fingerknogle fra Sankt Laurentius, domkirkens helgen, lagt på en guldplade på lilla fløjl i et kostbart relikvieskrin.
Vi velsignede begge skrinet, før vi sammen placerede det centralt på alteret.
Lund by var ved at sprænges af mennesker, men overalt herskede der glæde og forventning. I sandhed en storslået fest!
I 1137 blev det første cistercienserkloster bygget og indviet.
Clara Silvia hedder det. Min bror, Sven Christiernsøn, donerede jord til det, og Den Almægtige er hans sjæl nådig for denne gave. Sven havde fundet et passende sted på sit store landområde i det sydlige Skåne, et sted, hvor handlende mødes, fordi to store åer krydser hinanden. Den ene å løber helt ud til havet ved en by, der meget passende kaldes Åhus.
Klostret blev rejst, og munke og lægbrødre byggede i forening den lille kirke, som jeg selv fik lov til at indvie, selv om et cistercienserkloster er stillet helt frit i forhold til den lokale biskop eller endog ærkebiskoppen.
Desværre kom ikke kun handlende og de mange mennesker, der ønskede at tilbede Herren, til klostret, men også slaviske sørøvere, som i de år hærgede de danske kyster i stort antal. Klosterkirken blev brændt ned, og flere munke blev taget af sørøverne og solgt som trælle i byerne langs Østersøens sydlige bred. En skændsel! De tilbageblevne munke genopbyggede deres kirke, kun for at opleve, at det samme skete igen. Sørøverne kom, plyndrede, brændte og bortførte munke og lægfolk. Efter kun ti år støttede jeg en bøn fra klostret om tilladelse til at bygge et nyt cistercienserkloster og en kirke længere inde i landet, hvor Sven ville give dem ny jord. En stærk borg i byen Åhus ved indsejlingen til Helgeåen ville kunne standse de slaviske sørøvere, men området tilhørte kongen.
To cistercienserklostre nåede jeg at få stiftet, Clara Silvia og Herrevad, inden den nye borgerkrig brød ud efter valget af to danske konger.
I 1146 mødtes jeg med kong Svend i Ringsted.
I hans følge var Hvidehøvdingen, Asser Rig, hans søn, Esbern Snare, og hans fostersøn, Valdemar Knudsøn. De udviste ærbødighed over for kirkens folk, selv om jeg ikke kunne imødekomme de ønsker, kongen fremsatte.
Jeg var inspireret af abbed Bernhard, da jeg foreslog kong Svend, at begge de to valgte, danske konger drog på et fælles korstog mod de slaviske kyster, dels for at kristne hedningene og dels for at afskrække folkene derfra at begå flere overgreb mod danske og nordiske kyster. De havde nemlig hærget kysterne i Skåne, Sjælland og Fyn,, plyndret og bortført mennesker, som de solgte som trælle i deres eget land.
Abbed Bernhard var en stor fortaler for korstogene til det hellige land for at befri Jerusalem. Jeg vidste fra ham selv, at han efter samråd med paven anbefalede korstoget, fordi Det Tyske Rige og Frankrig på det tidspunkt balancerede på randen af en krig.
Efter nogen tøven meldte kong Svend, at han ville indkalde til leding, hvis kong Knud også ville deltage.
Kong Knud af Jylland var ligeledes positiv over for forslaget, og korstoget blev en realitet.
Jeg var ikke fri for at være glædeligt overrasket, og, må jeg sige, mange stormænd sammen med mig.
Både i Jylland, på øerne og i Skåne indkaldtes til havleding, og en mægtig flåde mødtes nogle måneder senere ved Østersøens sydlige kyst tæt på halvøen Rügen.
Skibene rummede alle svært bevæbnede soldater samt lag på lag af forsyninger til togtet.
En del af skibene var kirkens, bemandet med lejede soldater og fødevarer, alt bekostet af domkapitlet i Lund. Præster fra hele landet deltog.
Skulle korstoget føre til et samarbejde mellem kongerne, måtte jeg med som mægler. Måske ville Danmark i en periode skulle have to konger, men så længe, de var enige om de vigtigste ting, var det opgaven for stormændene og kirkens øverste at holde dem sammen om fælles mål.
I begyndelsen var det lidt uklart, hvem der havde den øverste kommando, men det påtog jeg mig – og de to konger accepterede det, selv om de begge så ret utilfredse ud. Men her kom min alder mig til gode. Jeg kunne med lidt god vilje være far til dem begge, og som kirkens øverste skyldte de mig ærbødighed.
Min totale uvidenhed inden for militær strategi og krigsførelse var en af årsagerne til, at korstoget udviklede sig til en katastrofe. Det har pint mig lige siden.
Der skete følgende:
Ingen fjender var i sigte, da den samlede flåde nåede den slaviske kyst.
I et krigsråd besluttede vi i fællesskab, at Svend og en del af hans mænd skulle drage ind i landet for at finde og slå de slaviske folk i kamp. Jeg valgte selv at følge efter kongen med en stor gruppe præster. Af flere grunde. Dels for at skabe mig et indtryk af landområdet, dels for at kunne kristne de hedninge, vi mødte. Men yderligere en grund: Jeg følte mig ikke sikker på kong Svends dømmekraft. Jeg havde før og under togtet oplevet ham som impulsiv og unødigt voldsom.
Kong Knud blev tilbage ved den samlede flåde.
Inde i landet kom vi forbi og måtte krydse store, sumpede områder, men mødte ingen nævneværdig, væbnet modstand, så vi trak os igen nordpå til kysten for at blive genforenet med flåden.
Men mens vi var væk, angreb store skarer af slaviske stammer, der havde kunnet skjule sig for os, og de havde haft held til at ødelægge en stor del af den skånske flåde. Kong Svend havde nemlig valgt at lægge den tæt ind mod land.
Kongens flagskib var brændt og størstedelen af hans øvrige skibe skadet.
Kong Knud forklarede os, at den samlede tilbageværende flåde havde gjort heftig modstand, men slaverne var mange og stærke. Han indbød Kong Svend til at tage ophold på sit eget endnu intakte kongeskib. Trods de umådelige skader, bekymringer og ærgrelser så jeg oplagte muligheder for en forsoning i tilbuddet. Begge konger på samme skib måtte føre til et styrket samarbejde.
Men uden varsel afsejlede kong Svend mod Sjælland med resterne af sin flåde.
Ved denne nyhed meddelte kong Knud mig, at han ikke så nogen grund til at forblive ved den slaviske kyst. Han lettede anker og sejlede tilbage til Jylland med alle sine skibe.
Tilbage ved den fjendtlige kyst lå derefter kun kirkens skibe, og jeg havde ingen anden mulighed end at vende tilbage til Lund.
Mit forsøg på at opnå et kompromis var dyrekøbt – og forgæves.
De følgende år var der militære træfninger på både Sjælland og i Jylland, men hverken Knud eller Svend havde tilstrækkelig gennemslagskraft til at besejre den anden endeligt. Det var ulideligt! Og trætheden meldte sig hos stormænd, der oplevede resultaterne af sammenstødene. Drab i massevis, afbrændte gårde og marker, hærgede landsbyer.
Der var tidspunkter, hvor jeg troede, Danmark var fortabt som ét land – som én nation.
Jeg selv havde alvorlige sammenstød med kong Svend. De fleste var sammenstød på ord, men et af dem var så fysisk voldeligt, at jeg var sikker på, at jeg ikke ville overleve det. Jeg kunne have klaget til paven, som uden tvivl ville have bandlyst kong Svend, men vi nåede til enighed om en forlig. Det indebar, at kirken fik store jordområder i Skåne og så mange økonomiske midler, at jeg kunne bygge en stærk borg i Åhus til værn for bl.a. Clara Silvia mod de slaviske sørøvere.
Ikke for ingenting er jeg søn af en stormand. Slægt og jord er det vigtigste at fokusere på.
Svend var samtidig blevet så forskrækket over, hvad hans hidsighed havde bevirket, at jeg ikke siden for alvor følte mig truet af ham trods hans hidsige udtalelser om og til mig.
Men situationen i Danmark blev endnu værre.
Ved et landstingsmøde i Lund bekendtgjorde kong Svend, at en ny kejser af Det Tyske Rige var blevet valgt. Han smilede stort, da han fortælte forsamlingen om Frederik Barbarossa, som han kendte særdeles godt. De var begge som store drenge pager ved det tidligere kejserhof.
Kong Svend ville snarest belejligt aflægge sin ven, kejseren, et besøg. Han så stolt ud, mens han fortalte det. Så tilføjede han, at Jarlen af Slesvig ville deltage i den danske konges følge.
Endnu et smil.
Jarlen af Slesvig?
Ja, Valdemar Knudsøn. Han, kong Svend, havde udnævnt Valdemar Knudsøn til Jarl af Slesvig, som hans far Knud Lavard var det.
Kongen bemærkede, at han troede, at ærkebiskoppen med alle sine stormandsvenner og sin slægt allerede var informeret om indsættelsen.
Samme aften skrev jeg til min bror, Agge, slægtens leder. Min anden bror, Sven, var som jeg til stede ved tingmødet.
Pave Eugenius var blevet kraftigt påvirket af ærkebiskoppen af Hamburg-Bremens ofte fremsatte ønske om at få geninddraget den nordiske kirke under sig, således som den havde været det før 1104. Ønsket blev kraftigt støttet af den tyske kejser.
Paven sendte ved efterårstid i Det Herrens År 1151 en legat, der skulle studere forholdene i Norden og afgive en indstilling til paven.
Kongen af Østdanmark, Svend, var tysk orienteret efter at være vokset op sammen med den tyske kejser og det kunne få alvorlige konsekvenser for kirken, hvis han blandede sig, for han ville ubetinget støtte Hamburg-Bremen. Havde legaten fundet ud af, at kongen og jeg var bitre fjender, ville han have opsøgt ham for at sikre sig kendskab til begges synspunkter.
Jeg bandt derfor legaten til mit selskab og gav ham indtryk af, at alt fungerede på bedste vis i Norden. Legaten lod mig forstå, at det var det budskab, han ville bringe til Rom.
Abbed Bernhard havde givet mig et godt råd i et af sine breve: Får Norden delt op i tre ærkebispedømmer, et dansk, et norsk og et svensk – men behold selv magten som primas af Norden. Del – og hersk! At afskaffe én ærkebiskop er måske muligt, men at afskaffe tre er umuligt.
Det var derfor mit forslag, som legaten skulle formås til at bringe tilbage til paven.
Pavens udsending drog tilbage til Rom med en indstilling, der fulgte mine ønsker, og pave Eugenius accepterede det. I januar 1152 ankom en ny legat fra Rom, og med sig havde han kåber, mitraer og pallier til indsættelsen af en norsk og en svensk ærkebiskop.
Det var en fin begyndelse på et nyt kalenderår, og jeg bad til, at samtlige tolv måneder ville føre fremgang for kirken og Danmark med sig.
Det skete ikke.
Det blev et Annus Horribilis!
Den ny kejser i Tyskland, Frederik Barbarossa, lagde ikke skjul på, at han betragtede sig selv som øverste myndighed i hele Europa i såvel verdslige som gejstlige sager.
Kejseren indkaldte de to danske konger til mægling i forbindelse med den tyske rigsdag i Merseburg i maj. Men ikke bare de to danske konger – også Valdemar Knudsøn, Jarl af Slesvig, skulle give møde.
Jeg er af den mening, at kong Svend selv bad kejseren om det.
Havde jeg kendt til mødet, var jeg selv mødt op, og selv kejseren kunne vel ikke afvise ærkebiskoppen af det samlede Norden, men jeg blev først efterfølgende informeret om mødet af ærkebiskoppen af Magdeburg, som deltog og beskrev det for mig. Han og jeg kender hinanden godt fra mit studieophold i Clairvaux.
Allerførst oplyste ærkebiskoppen mig om, at kong Svend og Jarl Valdemar ankom i følgeskab med ærkebiskop Hartwig af Hamburg-Bremen, og min første reaktion var at føle en enorm lettelse over, at den pavelige afgørelse var på plads og ikke kunne ændres med et pennestrøg.
Kejser Frederik Barbarossa besluttede, at kong Svend skulle være enekonge i Danmark. Naturligvis, for kong Svend og kejseren kendte jo hinanden. Knud Magnussøn reduceredes til at være Jarl af Sjælland og kong Svends lensmand, det vil sige, at han skulle sværge troskab til enekongen og adlyde ham i et og alt. En beslutning, der var umulig at gennemføre. Knud Magnussøn var konge i Jylland og blev nu Jarl i en landsdel, som er ham totalt ukendt. Tilbage i Danmark sagde han fra og drog tilbage til Jylland.
Kejseren besluttede også, at Valdemar Knudsøn forblev i Slesvig som Jarl og enekongens lensmand.
I det sene efterår fik jeg bud fra Halland. Min datter var gift med Jarlen af Halland, og hun var sammen med Jarlens søster blevet bortført af den svenske konges søn.
Min svigersøn havde samlet sine mænd og var draget ind i Sverige for at finde dem og bringe dem tilbage til Varberg. Der var sendt bud til kong Svend, som meldte tilbage, at han ville samle en hær og drage mod Sverige for at befri de to kvinder.
Han rykkede op i Sverige med en fuld hærstyrke.
Nogle sagde til mig, at han gjorde det for at sikre et godt forhold til mig oven på alt det, vi havde været igennem. Andre, at han ønskede at underlægge sig Sverige, som endnu knapt var samlet til ét rige. Jeg ved det ikke, men kong Svend handlede for at redde min datter hjem!
Hverken Valdemar, Jarl af Slesvig, eller Knud Magnussøn rørte en finger for at hjælpe min datter. De undskyldte sig med, at den svenske kong Sverker selv gik mod sin søn og tilbød at betale en stor bod til begge kvinder.
Knud Magnussøns manglende deltagelse i krigen skyldtes uden tvivl, at hans mor, Richiza, var blevet gift med kong Sverker af Sverige, og han ville ikke deltage i en krig mod sin mors mand.
Min datter blev frigivet. Både hun og hendes svigerinde blev af den svenske konge selv ført tilbage til Varberg, hvor hendes to sønner ventede på hende.
Men min svigersøn vendte ikke tilbage. Jarlen blev dræbt i et baghold i Sverige. Den svenske kongesøn havde arrangeret det. Men kort efter blev han selv dræbt af kongetro bønder.
Kong Svends krigstogt til Sverige strandede på grund af vinteren.
Jeg nåede året efter at besøge abbed Bernhard her i Clairvaux, før han døde. Han glædede sig til sin død. Dels følte han sig svag og uvirksom, men han mente også, at han ville kunne aflægge et tilfredsstillende regnskab over for Den Almægtige.
Med pavens hjælp til at opdele Norden i flere ærkebispedømmer opnåede jeg om ikke fred med ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen, så dog en art stilstand i hans forsøg på at trække Norden ind under sig.
Jeg kronede i Nidaros ærkebiskoppen af Norge ved en pragtfuld ceremoni.
Men borgerkrigen i Danmark var så stor en belastning, og kong Svend optrådte så truende over for mig personligt, at jeg valgte at foretage en rejse til Den Hellige Fader iRom. Undervejs gik ruten via Paris, hvor jeg fik min nevø, Asser Svensøn, sat ind i de teologiske studier, og vi traf Absalon Hvide, Esbern Snares bror og fosterbror til kong Valdemar. Deres far, Hvidehøvdingen Asser Rig, døde i de år, og som den ældste søn tog Esbern Snare over. Dengang havde jeg ingen forudanelse om, at de to unge mænd, Asser Svensøn og Absalon Hvide, en dag mange år senere skulle blive modstandere i en voldsom magtkamp.
Til min store glæde og stolthed blev jeg inviteret til at holde forelæsninger ved flere af fakulteterne i Paris, så opholdet varede noget længere, end jeg havde forestillet mig. Men jeg nåede at konstatere, at min nevø befandt sig godt i den store by og gjorde fremskridt i sine studier.
I Rom tilbragte jeg meget tid sammen med pave Hadrianus, som jeg kendte godt fra hans rejser til Lund, dengang han var pavelig legat.
Under hele min rejse modtog jeg underretninger fra mine brødre i Danmark og forstod, at borgerkrigen tog en mere og mere alvorlig drejning. Knud Magnussøn havde igen slået sig op som konge i Jylland og fik støtte af Valdemar Knudsøn, Jarl af Slesvig og oprindelig kong Svends lensmand. De to mænd lod sig begge vælge, sådan meldte de det i hvert fald ud, til konger.
Kong Svend planlagde og gennemførte et krigstogt mod Jylland, men det slog delvist fejl, og han måtte trække sig tilbage.
Syd for den dansk-tyske grænse herskede kejser Frederik Barbarossa.
Kejseren holdt øje med Danmark, og der var ingen tvivl om, at han gjorde sig parat til at invadere landet, så snart det ville være belejligt.
Samtidig var han i åbenlys strid med paven, fordi han krævede at blive opfattet som den kristne verdens første og vigtigste vogter og beskytter. Fuldstændig absurd. Naturligvis tilfalder den titel Den Almægtiges stedfortræder på jorden.
Kort fortalt var det på tide for mig at drage tilbage til Danmark for at medvirke til de bestræbelser, biskopper og stormænd udfoldede for at opnå en afslutning af borgerkrigen.
De stod sammen på tværs af landsdelene og indkaldte de tre konger til et møde på Lolland, hvortil alle kunne sejle. Jeg vil gerne bruge ordet indkaldte, fordi det redegør for, hvor stor magt stormændene har; men naturligvis kun, når de er enige. Det er de desværre sjældent.
Jeg tog afsked med paven og skyndte mig mod Danmark. Jeg sejlede til den sydfranske by Marseilles og fortsatte til hest op igennem Frankrig.
På mit hurtige ridt fra Marseilles mod Danmark ville jeg ganske kort besøge Clairvaux og stifte bekendtskab med den nye abbed. Et kloster uden den abbed, der grundlagde samt opbyggede så mange, mange andre cistercienserklostre.
Jeg var ventet!
En invitation til at tage ophold på fyrsteslottet i Burgund nåede mig i klosterherberget i Dijon. Jeg må tilstå, at jeg blev smigret og meldte min ankomst. Hertugen modtog mig og mit følge med ærbødighed, afholdt en storslået fest i sin riddersal, der kunne rumme mindst to af de store haller, danske stormand og konger holder fester i. Fyrsten forærede til ære for mig sine danske gæster de guldbægre, de drak vin af under festen og priste i begejstrede vendinger venskabet med den danske kirke.
Den følgende dag gik jeg i gang med at forberede den videre rejse mod Clairvaux. Efter at have modtaget den seneste melding fra min bror Sven samt yderligere en brevrulle fra min bror Agge, der lå parat til mig i Dijon, var jeg klar over, at jeg skulle fokusere på at komme tilbage til Danmark hurtigst muligt.
Så fik jeg at vide, at min hjemrejse indtil videre var aflyst! Jeg blev standset med magt og holdt som fange i hertugen af Burgunds mægtige borg.
Kun ét eneste menneske havde magt til at standse mig. Og kun ét menneske ville vove at gøre netop det. Den tyske kejser!
Jeg forlangte og fik tilladelse til at brevveksle med Lund. Jeg udstyrede de af mine folk, der vendte tilbage til Lund, med et åbent brev til domkapitlet. Åbent, så at det kunne gøres kendt for alle. I brevet skrev jeg i de stærkest mulige vendinger, at jeg under ingen omstændigheder ville acceptere, at kirken betalte en løsesum for min frigivelse, skulle det blive krævet.
Mine folk medbragte også et brev til pave Hadrianus om min tilbageholdelse. Kort efter at være redet ud fra borgen, delte folkene sig i to grupper. En gruppe red mod Rom, en anden mod Lund.
Kopi af brevet blev fra Lund sendt til mine brødre.
Hertugen undlod at forbyde mig at modtage og sende breve, og det udnyttede jeg naturligvis. Jeg modtog breve fra mine brødre sendt med ilbud. De tillod mig at være vidende om, hvad der foregik i Danmark.
De deltog begge i sommermødet på Lolland, og begge skrev til mig lige efter mødets afslutning. Mødet blev i deres breve beskrevet med forskellige ord ud fra hver af mine brødres synsvinkel, men det var en fordel for mig, for derigennem kunne jeg danne mig et klarere indtryk af forløbet.
De danske stormænd og biskopper gjorde det klart for de tre konger, at der skulle ske ændringer. Borgerkrigen skulle være slut. De tre konger, Knud, Valdemar og Svend tilsluttede sig.
Et forslag om at fortsætte med tre konger, der hver styrede en landsdel, men arbejdede tæt sammen, blev fremsat. Og godkendt!
Havde jeg været der, ville jeg omgående have forkastet det. Dette ville jo blot føre til, at borgerkrigen fortsatte. Den eneste logiske løsning var, at Danmark fik én stærk konge, og denne konge skulle være støttet af rigets stormænd og biskopper. De andre to måtte så acceptere at blive loyale lensmænd under denne konge.
Jeg bebrejdede begge mine brødre, at de ikke havde grebet ind og forhindret det. Trugotslægten var på det tidspunkt den stærkeste stormandsslægt i kongeriget, og mange andre stormænd ville have fulgt dem.
Begge svarede mig. Kun jeg som ærkebiskop i hele Norden ville have kunnet forhindre den skæbnesvangre beslutning. Men jeg var der ikke!
Tre konger blev det til.
Svend blev konge af Skånelandene, Valdemar konge i Jylland og Knud konge på Sjælland.
Mine brødres lettelse lyste ud af deres breve. Agge ytrede dog betænkeligheder ved at skulle have Valdemar som konge i Jylland. Han havde i sine år som medkonge til Knud igen og igen røbet totalt ukendskab til stormandslægter, regler og traditioner i det jyske land.
Sven var ikke tryg ved Svend Eriksøn som konge i sin landsdel, men mente, at stormændene ville kunne styre ham efter Lollands-mødet. Han tilføjede som det sidste i sin brevrulle, at de tre konger havde besluttet at følges ad til Roskilde, hvor de sammen med deres respektive hirdmænd ville holde en forsoningsfest.
På samme tid modtog jeg brev fra pave Hadrianus, der underrettede mig om, at hertugen af Burgund efter hans mening var blevet beordret af den tyske kejser til at holde mig tilbage, uden at paven dog havde nogen anelse om, hvad årsagen kunne være. Han bad mig nøje overveje, hvem der ønskede mig forhindret i at vende tilbage til Danmark, og hvad grunden dertil kunne være. Men han have med ilbud sendt breve til kejser Frederik Barbarossa og truet med kirkens ultimative straf – bandlysning af det samlede Tyske Rige, hvis jeg ikke omgående fik lov til at forlade Burgund, ledsaget og beskyttet af hertugens soldater hele vejen til Lund.
Jeg var derfor klar over, at det ville være et spørgsmål om tid, før jeg igen kunne drage hjem.
Det skete, som paven befalede. Jeg kunne frit rejse hjem.
Men i Danmark var katastrofen i mellemtiden sket.
Jeg nåede Danmark i november 1157.
1157 markerer et vendepunkt i forhold til den hidtidige fordeling af magte i mit fædreland. En magtfordeling mellem stormænd, kirke og konge baseret på samarbejde og en høj grad af tillid til love og hævdvundne regler og traditioner.
Kong Valdemar var blevet enekonge i Danmark.
Ved et forsoningsgilde i Roskilde med de tre konger blev kong Knud dræbt, og et blodigt slag i Jylland mellem Kong Svends og samme Valdemars hære endte med en overbevisende sejr til sidstnævnte. Kong Svend blev dræbt.
Kong Valdemar og Hvideslægten anklagede Svend for at forsøge at skaffe sig af med de to andre konger ved festen i Roskilde. Det gjorde de så højlydt og så ofte, at mange mennesker troede, det var sandheden. De fleste stormænd gjorde ikke.
Mange mennesker tror stadig, at Svend er skyldig, og jeg føler mig overbevist om, at både kong Valdemar og ærkebiskop Absalon Hvide vil vide at få det understreget det igen og igen i deres skrevne beretninger, når de er færdigt udarbejdede. Jeg troede ikke på dem dengang, og jeg tror ikke på dem nu. Men sejrherren fortæller historien, og jeg er ikke sejrherren.
Kongen og jeg aftalte et møde i Roskilde med deltagelse af rigets stormænd og biskopper i slutningen af marts i Det Herrens År 1158. Kong Valdemar var så venlig at kalde det et kirkemøde.
Mødet skulle signalere enighed mellem kirken, kongen og stormændene, så der kunne genindføres rolige tilstande i Danmark.
Så langt var vi helt enige.
Som en gave til mig donerede kong Valdemar jord og penge til et cistercienserkloster i Vitskøl i Nordjylland, min hjemstavn.
En giver forventer en gave tilbage. Kongen ønskede, at jeg viste min anerkendelse af ham som enekonge.
Det gjorde jeg.
Danmark havde fået en enekonge, og der ventede ham svære opgaver.
Den tyske kejser, Frederik Barbarossa, afventede begivenhederne. Han var parat til at gribe ind og indlemme Danmark i Det Tyske Rige.
Kong Valdemar foregreb et angreb ved straks efter sejren over kong Svend at sende en brevrulle med ilbud til kejseren, hvori han erklærede sig som dennes lensmand. Der var kun at håbe på, at kejseren ikke ville presse Danmark ind under det strenge styre, der herskede i de tyske lande.
Den overståede borgerkrig havde skabt dybe sår i tilliden stormændene imellem, og kong Valdemar viste en fast vilje til at genskabe ro. Det glædede mig, at han udnævnte Knud Henriksøn til Jarl af Slesvig. Det næsthøjeste embede i landet. Det embede, som han selv og hans far havde haft. Karl og hans bror Buris havde nemlig været blandt kong Knuds mest trofaste støtter, men ved Knuds død overførte de deres uforbeholdne støtte til Valdemar.
Noget andet, kongen og jeg talte om, var den gentagne hærgen, som den sydlige del af landet var udsat for fra de slaviske folk, der levede langs sydkysten af Østersøen.
Men jeg havde på det tidspunkt endnu ikke til fulde indset kong Valdemars stærke vilje til at skaffe sig indflydelse på alle områder. Det gjaldt også inden for kirken.
Efter det store møde i Roskilde drog jeg tilbage til Lund, og jeg var derfor ikke til stede, da biskoppen i Roskilde kort efter døde og blev begravet. Jeg modtog budskabet og meldte tilbage til domkapitlet i Roskilde, at jeg snarest ville komme til stede og lede valget af den nye biskop.
Men jeg nåede det ikke.
Få dage før min afrejse ankom domprovsten fra Roskilde til Lund med budskabet om, at Absalon Assersøn Hvide allerede var blevet valgt.
I enrum berettede han om forløbet.
Kong Valdemar var, ledsaget af Absalon Hvide og et følge af soldater, mødt op i kirken. Efter kongens eget udsagn for at sikre, at valget fandt sted, som det skulle. Han ville, erklærede han højtideligt, følge de kirkelige regler, der tillod kannikkerne vælge deres nye biskop.
Ved grov manipulation fik kongen dog alle til at stemme på sin fosterbror, der i sidste øjeblik blev opstillet som kandidat.
Sådan gik det til, at Hvideslægten, støtte af kongen, fik adgang til en af den danske kirkes vigtigste embeder. Det blev i sandhed skæbnesvangert for os alle. Kampen om kirkens selvstændighed begyndte.
Jeg må tilstå, at jeg i mine bønner i den følgende tid spurgte mig selv, om jeg havde svigtet. Burde jeg være forblevet i Roskilde, til biskoppen var død og selv have ledet valget? Men til min undskyldning må jeg påpege, at ingen vidste, hvor længe biskoppen endnu ville leve, og vigtige sager ventede mig i Lund. Jeg havde været borte fra domkapitlet i flere år og havde også planer om at drage riget rundt til alle biskopperne.
Kong Valdemar indkaldte i Det Herrens År 1158 til havleding mod de slaviske stammer. Deres hærgen langs de danske kyster var utålelig. Da kong Valdemar, som vi havde aftalt ved Roskildemødet, udbød til havleding, udstyrede jeg de skibe, jeg kunne mønstre, og mødte frem, ligesom mine brødre. Det viste sig dog, at Agge, min slægtning, og Valdemars fætre, Knud og Buris Henriksen, var de eneste stormænd, der mødte frem fra Nordjylland. Mange jyske stormænd stolede ikke på deres nye konge. Togtet blev ikke en nævneværdig succes, men de slaviske stammer oplevede trods alt, at danskerne gengældte deres hærgen i Danmark.
Også de følgende år mødte jeg og min slægt frem ved bud om havleding. Det samme gjaldt Henriksønnerne.
Jeg må berette om kongens og min videre kamp for at fremstå som den, der bestemte i den danske kirke.
Ikke længe efter korstoget til de slaviske kyster tørnede kongen og jeg for alvor sammen. Med ord som våben.
Vores kamp var et spejlbillede af den mere omfattende kamp, der udspillede sig i Europa.
Pave Hadrianus, som var mig nådigt stemt, døde, og en ny pave skulle i Det Herrens År 1159 vælges i Rom. Et ilbud til Lund meldte, at pave Alexander 3. var valgt af forsamlingen af kardinaler. Han var enig med pave Hadrianus og mig om, at kirkens selvstændighed og frihed i forhold til konge- og kejsermagt skulle forsvares.
Den tyske kejser Frederik Barbarossa nægtede at acceptere pavevalget, og han fik gennemtvunget valget af endnu en pave, Viktor 4., ved at få samlet og lagt et umenneskeligt pres på nogle af kardinalerne. Viktor 4. talte om forståelse mellem den verdslige og den gejstlige magt med den tyske kejser som overhoved over begge.
Kejser eller pave som kirkens overhoved?
Svaret giver sig selv.
Kong Valdemar havde erklæret sig som kejserens lensmand og måtte følge kejseren. Han anerkendte Viktor 4. som den retmæssige pave. Det var forståeligt.
Men at denne strid mellem kejser og pave skulle få indflydelse på valget af biskopper inden for den danske kirke. Det er ikke forståeligt.
Der skulle vælges ny biskop i Slesvig. Budskabet om biskop Esberns død nåede Lund, men samtidig fik jeg bud om, at kong Valdemar havde valgt Occo til ny biskop og fået det godkendt af Viktor, der befandt sig i Nordtyskland.
Jeg blev vred på kongen for endnu engang at bestemme, hvem der skulle være biskop, og vred over, at han valgte netop Occo!
Occo havde været biskop i Slesvig tidligere. I 1137 udnævntes han af ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen. Det var fuldstændig uden for alle kirkens regler. Ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen havde intet at gøre i Danmark. Men det skete i den forvirrede tid efter ærkebiskop Assers og kong Erik Emunes død, og altså før jeg selv blev ærkebiskop. Det viste sig, at han havde støttet Oluf Kesjas oprør, og jeg fjernede ham fra Slesvig.
Nu sad han igen i bispestolen i Slesvig. Efter kongens vilje og med den uretmæssige paves og ærkebiskop Hartwig af Hamburg-Bremens velsignelse.
Jeg meddelte Occo, at han var afsat med omgående virkning, men han nægtede.
Derfor kunne jeg kun foretage én eneste handling: Jeg lyste ham i band og skrev i min bandbulle, at det også gjaldt hans støtter! Men jeg nævnte ikke kongen ved navn.
Jeg kaldte biskop Absalon Hvide til mig i Lund. Det gjorde jeg udelukkende, fordi begge mine brødre advarede mig mod at bryde fuldstændigt med kong Valdemar. For rigets skyld måtte vi, kongen og jeg, samarbejde. Absalon Hvide kunne som kongens fosterbror og samtidig underlagt mig som ærkebiskop fungere som en mægler mellem os.
Men Hvideætlingen var kongens mand og erklærede lige ud til mig, at han stod bag sin konge i alle hans beslutninger.
Kong Valdemar besluttede dernæst, at kirkegods, der tidligere var blevet doneret af rigets konger, skulle tilbagegives i hans hænder. Det gjaldt også den borg, jeg fik bygget i Nordsjælland, Søborg.
Borgen fik jeg bygget oven på allerede eksisterende befæstningsværker på en ø i en stor sø i årene som biskop i Roskilde og mine første år som ærkebiskop. I al min tid som leder i kirken har der været brug for befæstede steder, der kunne tjene til beskyttelse.
Søborg og det omkringliggende land var ikke doneret til kirken. Kirken havde overtaget det i bytte med kong Nils for et område tæt på Øresund. Det meddelte jeg kongen, som imidlertid fastholdt, at han ville have overgivet borgen.
Da jeg fortsat nægtede, belejrede han borgen med en hærstyrke.
Jeg blev informeret af et ilbud i Lund af garnisonens leder om, at kongen havde bortført min dattersøn, Karl Karlsøn, fra Esrum Kloster, hvor han var under oplæring. Drengen var dengang 14 år.
Karl blev stillet under en galge, der kunne ses fra borgen, med et reb om sin hals. Kongen erklærede, at Karl ville blive hængt, hvis jeg ikke overgav borgen.
Karl blev reddet. Borgen blev overgivet til kong Valdemar. Aldeles uretmæssigt! Rent tyveri af kirkegods!
Tyveriet af Søborg og truslerne mod mig og min nærmeste familie bragte mig til at overveje min situation. Flere episoder med uoverensstemmelser mellem kongen og mig og flere alvorlige og truende udtalelser fra kongen om mig fik min slægt og domprovsten sammen med kannikkerne til at bekymre sig om min sikkerhed.
Jeg måtte igen forlade Danmark. Jeg var tvunget til at drage i eksil. Jeg og mine nærmeste var ikke længere sikre i Danmark mod overgreb fra kongen. Han havde gjort det helt klart, at han ikke skyede nogen midler for at underlægge sig den danske kirke. Jeg stillede mig selv under pave Alexanders beskyttelse.
Den retmæssige pave var som jeg landflygtig på grund af den tyske kejsers forfølgelse. Paven havde taget ophold i den franske by Sens. Vores skæbner var i sandhed sammenfaldende. Kejser og konge overfor pave og ærkebiskop.
Pave Alexander udtrykte stor glæde over min ankomst og stillede passende bygninger og alle former for forplejning til rådighed for mig og mit følge. Mit ophold forventedes at strække sig over nogle måneder, men ikke meget længere.
Det blev imidlertid ikke tilfældet.
Jeg måtte forblive i eksil i næsten fem år.
Tilbage i Lund styrede domprovsten og forsamlingen af kannikker sagerne, og forbindelseslinjer var etableret, så informationer kunne løbe begge veje.
Meget få mennesker var klar over, at jeg selv med jævne mellemrum var at finde i Lund. Aldrig i fuld åbenhed. Jeg rejste som cisterciensermunk, altid ifølge med andre gejstlige.
I Sens stødte min nevø Asser Svensøn til mig. Han havde færdiggjort sine studier i Paris og Reims.
Efter en tid hos mig sendte jeg ham til Lund, hvor han blev optaget i kannikkernes kreds. I de næste år var han en del af mit forbindelsesled med Lund – og min slægt. Han rejste frem og tilbage mellem Lund og Sens og indimellem lagde han vejen forbi Næsby. Ja, sågar også Varberg besøgte han.
Det gjorde mig i stand til fortsat at styre den nordiske kirke og have en tæt forbindelse ikke kun til Lund, men også til min nærmeste familie og min slægt.
Jeg indsatte selv den første svenske ærkebiskop i Uppsala to år efter min afrejse, og både rejse og fest foregik i fuld åbenhed under udfoldelsen af al den pragt, kirken kan præstere.
Meget skete i Danmark og i Europa i den tid, jeg havde ophold i Sens.
Jeg nævne nogle af de bekymrende begivenheder, der skete i Danmark i mine år i eksil:
Først skal nævnes mødet mellem den tyske kejser, alle hans lensmænd og den uretmæssige pave Viktor på grænsen mellem Det Tyske Rige og Frankrig. Den franske konge havde meldt sin ankomst, men sendte afbud.
Som lensmand deltog kong Valdemar af Danmark. Han blev kronet af kejseren og gentog ved denne lejlighed lenseden til kejseren.
Biskopper, kongen have udnævnt, samt Roskildebiskoppen Absalon og mange danske stormænd ledsagede ham.
Det var, hørte jeg, et storslået møde, der skulle overbevise alle om det tætte bånd mellem kejser- og pavemagt. Med kejseren som den stærke leder i hele Vesteuropa.
Der var store problemer med inddragelse af kirkegodset. Det var givet til og tilhørte således kirken, men kongen lyttede hverken til forklaringer eller indsigelser.
Mere alvorligt var kongens egenhændige udnævnelse af tre biskopper i Danmark. To af dem opsøgte mig uden kongens vidende i Sens for at bede om min velsignelse. Sven og Radulf var gode mænd, velegnede til at være biskopper, og de anerkendte min ledelse af kirken.
Jeg lagde palliet om deres skuldre ved en højtidelighed i pavekirken i Sens og lovede dem og mig selv, at når tilstandene i Danmark tillod mig at vende tilbage, ville vi sammen formelt gennemføre valget.
Kong Valdemar tog i mine år i eksil de første skridt til at sikre sin egen familie rigets vigtigste poster. Jeg og andre anede skyggen af en langsigtet plan fra kongens side om at fastholde og styrke magten. Vi fik ret.
Under et togt mod de slaviske stammer fremkom et forslag fra biskop Absalon om, at kongens søn Knud på kun tre år, født i ægteskabet med dronning Sophia, skule udnævnes til medkonge for at sikre, at Danmark ikke igen blev ramt af borgerkrig, skulle kongen dø.
Den jysk stormand, Buris Henriksøn, der af kong Valdemar selv var udnævnt til Jarl af Slesvig efter brorens, Knud henriksøns, død, talte stærkest imod forslaget. Det var ikke efter gældende lov og ret i Danmark. Når en konge døde, skulle en ny vælges af alle frie mænd, hvilket i praksis betød stormændene. Alle voksne mænd, der var medlemmer af kongeslægten, kunne melde sig som kandidat.
De fleste stormænd var enige med Buris Henriksøn, og kongen talte ikke videre om sagen ved denne lejlighed.
Men biskop Absalon Hvides forslag om at udnævne Knud til medkonge blev ikke glemt.
Jeg blev i mine år i eksil inviteret til at holde forelæsninger i Paris og ved andre universiteter.
Det var en spændende tid med mange interessante kirkelige tanker, og jeg benyttede lejligheden til også at besøge nogle af de toneangivende klostre i Nordfrankrig, deriblandt Reims, hvor jeg igen traf abbed Peder, som blev en god ven af mig.
Pave Alexander, den engelske ærkebiskop Thomas Becket og jeg ført mange samtaler.
Ærkebiskop Thomas Becket var som jeg endt i en situation, hvor han følte sig truet af sin konge. Som jeg søgte han i eksil og valgte at slå sig ned med sit følge i Sens.
Den uretmæssige pave, Viktor, døde i Det Herrens År 1164.
Den tyske kejser nægtede stadig at anerkende Alexander 3. som pave. Han forlangte et nyt pavevalg, samlede en hær og drog mod Rom.
Han nåede kun til Milano, da Himlens retfærdige straf ramte ham i form af et pludseligt og helt uventet pestangreb. Så mange i hans hær led en ekstremt pinefuld død, at han måtte vende tilbage til Tyskland.
Paven var forblevet i Sens for at afvente, hvad der skete i Sydeuropa.
Kejseren havde for første gang oplevet et nederlag, og det fik konsekvenser.
Når en hersker bliver svagere, begynder folk at falde fra ham.
Det skete også i dette tilfælde.
En udsending fra biskop Absalon Hvide kom til Sens. Det viste sig hurtigt, at han skulle forhøre sig om mulighederne for at opnå et forlig mellem paven og den danske konge, hvis denne anerkendte Alexander 3. som den sande og retmæssige pave.
Det viste med al tydelighed, at den tyske kejsers indflydelse i Danmark var aftagende efter det mislykkede krigstogt.
Pave Alexander 3. havde intet hastværk med at svare den danske konge. Der var brug for nøje overvejelser.
Min situation indgik i overvejelserne. Min slægt og andre stormænd og samtlige biskopper bortset fra de to, kong Valdemar havde udnævnt helt alene, søgte med større og større kraft at overtale mig til at vende tilbage som Danmarks ærkebiskop og primas over Norden.
Pave Alexander selv bad mig også om at vende tilbage til Danmark. Som ærkebiskop.
Jeg havde fortalt ham alt, jeg vidste om, hvad der skete i mit fædreland, og Den Hellige Faders argumenter for min tilbagevenden var tungtvejende.
I de forløbne år var kong Valdemar blevet en stærk og dominerende konge. For dominerende. Han var i færd med at centralisere magten hos sig selv.
Hvis jeg forblev i eksil, måske blev munk i Clairvaux, så ville Roskildebiskoppen med kongens hjælp overtage ærkebiskopstolen, og kirken ville blive et lydigt instrument i kongens hænder.
Skulle magten i Danmark balancere mellem kongen og kirken, måtte jeg genindtage min plads i Lund.
Pavens ord var: ”Vi kan ikke svigte den sande kirke. Det er en svær tid for os. En tid med kompromiser. En tid, hvor vi må gemme vores stolthed bort.”
Jeg vidste, at paven havde ret.
Pave Alexander besluttede i sin visdom, at kong Valdemar af Danmark måtte styrkes og knyttes tættere til den sande kirke. Det lyder selvmodsigende, men en styrket konge kunne på længere sigt kan rive sig løs fra de forpligtelser, han havde påtaget sig som lensmand for den tyske kejser.
Paven vidste fra mig, at kongeønskede sin far helgenkåret og spurgte, om det ville styrke ham? Han kendte også til forslaget om at krone den lille kongesøn som medkonge og spurgte, om det ville styrke kongen?
Jeg måtte sige ja. Det ville styrke kongen over for kejseren, men det ville, erklærede jeg, skabe voldsom modstand i stormandskredse.
Paven mente, at vi måtte støtte kongens ønske om såvel at få helgenkåret sin far, Knud Lavard, som at få sin søn som medkonge.
Den Hellige Fader havde nogle krav, som skulle opfyldes, før jeg kunne genoptage mit embede i Danmark. De var i forvejen blevet sendt til Danmark, og kong Valdemar havde accepteret dem alle.
De lød således:
Den danske konge skulle anerkende pave Alexander som den eneste og retmæssigt valgte pave.
Biskopper, valgt og udnævnt direkte af kongen, skulle fjernes fra deres embeder.
Kirkegods, der var ulovligt annekteret, skulle tilbageføres til kirken.
Kongen skulle arbejde for, at ærkebispedømmet i Hamburg-Bremen skulle acceptere den nordiske kirkes uafhængighed.
Som det sidste punkt skulle det kundgøres for alle, at mit liv og mit embede var beskyttet af paven selv.
Før jeg tiltrådte rejsen mod Danmark, brugte jeg tid sammen med pave Alexander. Han inspirerede mig til at beslutte, at jeg, så snart jeg havde løst de forskellige udfordringer, der ventede mig i mit hjemland, ville påbegynde arbejdet med at udforme en lov for kirken – som et minimum en kirkelov for Skånelandene. Jeg vidste, at jeg ville få den vedtaget på landstinget i Lundt. Men på længere sigt gældende for hele riget. Formålet var, at sikre kirkens selvstændige virke og skabe ensartede forhold inden for kirken. Kirkeloven skulle være kortfattet, let forståelig og omhandle praktiske forhold som struktur, økonomi, kirkens funktion i samfundet, det være sig en landsby, en stormandsgård eller en by.
Jeg vendte hjem til Danmark! Som ærkebiskop!
Men også som pavens instrument i den storpolitiske kamp i Europa.
Tre biskopper, mit barnebarn Knud Karlsøn og to af mine nevøer hentede mig i Sens. To pavelige legater med hver deres følge fulgte med for at rapportere til pave Alexander, hvordan min hjemkomst forløb.
Vi udgjorde en fornem procession, der langsomt bevægede sig nordpå. Alt var gjort for at markere det betydningsfulde i, at jeg vendte hjem.
Jeg følte en glæde i mig ved tanken om at skulle gense mine kære, men bortset fra det var jeg bekymret for hjemkomsten. Der ventede mig prøvelser i en grad, som jeg ikke havde lyst eller kræfter til at påtage mig.
I Ribe blev jeg modtaget af kongen, landets biskopper og mange stormænd, der alle bød mig velkommen.
Kongen og jeg førte drøftelser, der førte til enighed på flere punkter. Vi arbejdede sammen.
I sommeren året efter min hjemkomst deltog jeg og de fleste af rigets biskopper og stormænd i et korstog til Arkona. Byen overgav sig, og det gjorde togtet særdeles vellykket og kendt i kirkelige og fyrstelige kredse i hele Nordeuropa.
Men det allervigtigste: Kongen, kirken og stormændene samarbejdede seriøst om korstoget.
Konge og jeg var begge indstillet på at vise den anden, at vi havde viljen til at samarbejde. Stormændene støttede os. Vi havde et fælles mål: et stærkt Danmark.
I de næsten daglige krigsråd i den tid, hvor vi belejrede Arkona, var der en god stemning. Der blev talt, og der blev frem for alt lyttet.
Kong Valdemar fulgte mine råd. Jeg anbefalede at modtage indbyggernes tilbud om overgivelse for at forhindre en meningsløs plyndring og drab i massevis. Ukristeligt. Og ufornuftigt. Ingen slavisk by ville fremover tilbyde overgivelse, hvis de alligevel blev plyndret.
Ingen plyndringer blev tilladt efter overgivelsen. Kun det store tempel blev brændt totalt ned, og den hedenske gudestatue blev hugget i mindre stykker, der blev brændt på soldaternes bål på stranden.
Jeg håbede, at samarbejdet på korstoget ville føre til rolige tilstande i Danmark, men på længere sigt viste det sig, at kongen og jeg ikke var enige om midlerne til at nå dertil.
Kongen ønskede fortsat en ændring af magtstrukturen i Danmark. Han ønskede at samle magten hos sig selv og sin nærmeste familie. Kirken og stormændene skulle udgøre fundamentet og den kontinuerlige støtte for kongemagten.
Jeg derimod ønskede at fastholde de magtstrukturer, der hidtil været kendetegnende for Danmark, og som vi oplevede på togtet til Arkona. Kongen, kirken og stormændene i et ligeværdigt samarbejde.
Senere har jeg hørt, at biskop Absalon Hvide fremstiller sig selv som den hovedansvarlige bag såvel planlægningen som selve udførelsen af togtet til Arkona.
Manden er virkelig dygtig. Han ved, at når noget bliver nævnt ofte nok, husker folk det som sandheden.
Meget af min tid tilbage i Lund blev brugt til at forfatte den kirkelov, jeg sammen med pave Alexander havde planlagt at udarbejde. Formålet var som tidligere nævnt at sikre kirkens selvstændige virke samt skabe ensartede forhold inden for kirken
Det var min tanke at fremlægge loven på landstinget i Lund. Efter vedtagelsen ville den være gældende i Skånelandene. Derefter kunne loven kopieres til landets øvrige biskopper, som derefter kunne foretage eventuelle nødvendige ændringer, men kun mindre ændringer naturligvis, hvorefter kirkeloven kunne fremlægges og vedtages på landets øvrige tre ting, så en og samme lov var gældende i hele landet.
Biskoppen i Roskilde valgte at udbede sig kopier af teksten, mens loven blev forfattet. Han fremlagde den som sit eget arbejde på landstinget i Ringsted og fik den vedtaget. Kirkeloven blev således også gældende for Sjælland.
Et år efter min hjemkomst sendte pave Alexander Peder af Celle som sin legat direkte til mig i Lund. Peders opgave var først og fremmest at sikre sig, at jeg levede i sikkerhed, og dernæst spørge mig om min holdning til en anmodning om en helgenkåring af kong Valdemars far, Knud Lavard, som kongens kancelli havde udformet, signeret af kongen og mig.
Jeg bekræftede, at jeg tiltrådte helgenkåringen, og skrev til paven, at jeg følte mig i sikkerhed i mit eget fædreland.
Pave Alexander sendte godkendelsesdokumentet med helgenkåring af Knud Lavard, nu Sankt Knud. Den Hellige Fader valgte den 25. juni som hans helgendag.
Alt gik derefter meget hurtigt. Samtlige stormænd og biskopper blev indkaldt til at give møde denne dato i det følgende år, Det Herrens År 1170, i Ringsted på Sjælland. Alle kom.
En storslået fest, hvorunder den højtidelige helgenkåring fandt sted i den nybyggede kirke.
Men dagens store overraskelse var den efterfølgende kroning af kongens syvårige søn, Knud Valdemarsøn, til konge sammen med sin far.
Jeg, rigets ærkebiskop, foretog kroningen.
Hvideslægten havde været en del af forberedelserne, der var begyndt meget tidligere, så de vidste, at Knud ville blive kronet. Men kongen havde anmodet mig om ikke at røbe, at en kroning skulle finde sted, og jeg havde fulgt hans ønske frem til dagen før helgekåringen og kroningen.
Det betød, at langt de fleste stormænd var uforberedte på kroningen. Dog ikke alle. Aftenen før have jeg indkaldt samtlige biskopper til møde i Benediktinerklostret ved den store begravelseskirke og fortalte dem, hvad der skulle ske den følgende dag. Roskildebiskoppen stod afventende, men de fleste blev dybt chokerede. En enkelt henvendte sig direkte til biskop Absalon Hvide og anklagede ham for at svigte sit lands love, før jeg fik ham til at tie. Jeg ønskede under ingen omstændigheder, at landets biskopper kastede sig ud i et ustyrligt skænderi.
Efter mødets afslutning nåede de fleste biskopper at give meddelelsen om den forestående kroning videre til lederne af deres slægter. Også jeg. Mange mennesker blev meget vrede den aften og nat. Men det var for sent at ændre noget.
Jeg selv følte mig voldsomt splittet i mit syn på det, der skete. På den ene side mellem min loyalitet over for pave Alexander og min opfattelse af, at paven så rigtigt, når han ønskede at få en kile skubbet ind mellem den danske konge og den tyske kejser. På den anden side min identitet som medlem af Trugotslægten.
Det er et faktum, at kong Valdemar foretog et statskup ved at insistere på at få kronet sin søn til medkonge. Han blev støttet af sine fosterbrødre, Esbern Snare Hvide, høvdingen af Hvideslægten, og biskop i Roskilde, Absalon Hvide.
De gældende love i riget sikrer alle stormænd ret til at være med til at vælge deres nye konge, når den gamle dør. Kong Valdemar tilsidesatte stormændenes ret til at vælge deres konge. Han valgte egenhændigt sin efterfølger. Det vakte vrede.
Det stod helt klart for stormændene, at kong Valdemar ønskede, at hans gren af kongeslægten, og kun hans gren, skulle styre Danmark.
Jarlen af Slesvig, Buris Henriksøn, blev smidt i fangetårnet i Søborg i Det Herrens År 1167, og kongen udnævnte sin egen frillesøn, Christoffer, til ny Jarl. En syttenårig dreng, der blev udstyret med tætte rådgivere fra Hvideslægten.
Kongen gjorde det med den udnævnelse allerede dengang klart, at ingen andre end hans egne børn skulle besætte rigets højeste poster. Ingen andre skulle gøre sig forhåbninger om at få del i magten i Danmark.
Buris Henriksøn var medlem af kongeslægten og dermed et kongsemne. Han forsvandt i fangetårnet i Søborg. Det var en advarsel over for de øvrige kongsemner.
Kongen anklagede i Det Herrens År 1176 sin fætter, Magnus Eriksøn, for at planlægge et forræderi mod ham. I et samarbejde med mine to dattersønner skulle han vær i gang med at forberede et oprør mod kongen og hans nærmeste. Kongen mente at have beviser for det.
Heldigvis for Magnus Eriksøn blev anklagen fremsat ved et møde for stormænd og biskopper i Jylland. De greb ind, da den anklagede erklærede, at der alene var tale om rygter.
Kongen indgik en aftale med Magnus Eriksøn: han ville blive tilgivet og kunne beholde liv og ejendom, hvis han tilstod forsøg på forræderi.
Jeg ville ønske, at jeg selv havde været til stede. Jeg ville ikke have ladet ham tilstå noget, han ikke havde gjort. Det er farligt.
Heldigvis var mine dattersønner i Varberg. De var i sikkerhed, i hvert fald midlertidigt. Begge have forsikret mig om, at de var uskyldige i anklagen, og jeg troede på dem.
Et par måneder holdt vi alle vejret og håbede, at anklagen mod Knud og Karl ville blive erklæret for grundløs af kongen. Intet skete.
Jeg gennemtænkte alle muligheder for at øve indflydelse på kongen, men fandt ingen.
I efteråret indbød kong Valdemar alle rigets fornemste slægter og kirkens øverste til sin søns bryllup i Lund i februar måned i Det Herrens År 1177.
Knud Valdemarsøn, medkonge, og hans trolovede Gertrud, hertugdatter fra Sachsen, skulle giftes. Det var overraskende, for Knud var kun fyldt 14 år, og en ung mand regnes først for myndig som 15-årig.
At tidsfæste festlighederne til en af de koldeste måneder på året i dagene lige før fasten viste med al ønskelig tydelighed, at noget hastede og ikke kunne afvente foråret eller sommeren, der ville gøre det lettere for alle at komme frem og sikre sig muligheder for overnatning.
At stedfæste brylluppet til at foregå i Lund kunne skyldes ærbødighed over for den danske og nordiske kirke, men kunne lige så vel skyldes, at noget vigtigt skulle ske i Lund, samtidig med at alle betydningsfulde mænd var samlet. Også det hastede åbenbart.
Jeg var ikke i tvivl. Mine slægtninge var ikke i tvivl.
Og vi fik ret. Om end vi ikke havde kunnet overskue alle de forfærdelige konsekvenser på forhånd.
På min rejse hjem fra Rom medbragte jeg pavens tilladelse til, at jeg, når jeg ønskede det, kunne fratræde mit embede som ærkebiskop. Kun måtte jeg i så tilfælde sikre mig, at en ny ærkebiskop var blevet valgt.
Før bryllupsfesten informerede jeg domprovst Asser, min nevø, om aftalen og sammenkaldte kannikkerne. Jeg forsikrede dem, at jeg ville forblive i mit embede indtil videre, men anså det for vigtigt, at valget til min efterfølger blev foretaget i god tid, før jeg trak mig tilbage. Kongen havde uden min deltagelse og godkendelse truffet beslutninger angående valg af biskopper. Det samme skulle ikke ske i Lund.
På min anbefaling valgte kannikkerne domprovst Asser.
Samme aften skrev jeg det selv ind i domkapitlets krønikebog. Valget var på plads. Jeg vidste, at tiden nærmede sig for min abdikation, for jeg var en gammel mand og ønskede at afslutte mit liv i Clairvaux, sådan som jeg mange år tidligere havde talt med abbed Bernhard om.
Når jeg meldte min tilbagetræden, manglede kun kongens formelle godkendelse af valget, før domprovst Asser kunne indtræde som ærkebiskop.
Alle stormandsfamilier og biskopper mødte frem til den store bryllupsfest.
Aftenen efter brylluppet havde jeg en samtale med kongen. Han krævede af mig, at jeg abdicerede og ved samme lejlighed udpegede Roskildebiskoppen Absalon Hvide til min efterfølger. Det skulle ske, mens alle biskopper og stormænd stadig var forsamlede i Lund.
Jeg fortalte kongen, at min efterfølger, domprovst Asser, allerede var valgt, men kong Valdemar gjorde det helt klart, at han ikke anerkendte valget af domprovst Asser. Intet skulle nævnes eller skrives om det.
Kongen forlangte min nedlæggelse af hvervet som ærkebiskop over den danske kirke og indsættelse af biskop Absalon Hvide til gengæld for mine børnebørns og mine nevøers liv og ejendom.
Jeg måtte gøre, som kongen bød mig.
Få dage senere nedlagde jeg mit embede i min egen fyldte domkirke. Jeg anbefalede biskop Absalon Hvide af Roskilde som min efterfølger, og kannikkerne hyldede ham, som de var blevet instrueret af mig. Men han proklamerede, at han kun ville påtage sig hvervet som ærkebiskop, hvis han samtidig kunne beholde biskopembedet i Roskilde.
Jeg kunne fortælle så meget om dagene i Lund dengang og min rejse til Clairvaux, at den beretning i sig selv ville fylde mange krønikebøger. Men det vil jeg ikke.
Så snart kong Valdemar havde forladt domkapitlet efter mødet med mig, hentede jeg krønikebogen, hvori jeg havde skrevet om valget af Asser Svensøns til min efterfølger, og låste den inde et sted, som kun domprovsten og jeg selv kendte.
Mine børnebørn tog efter begivenhederne i Lund sammen med min skånske nevø, Christiern Svensøn, ophold i Sverige hos en slægtning til deres far, stormanden og den svenske konges rådgiver Birger Brosa.
Min anden nevø, domprovsten, sendte jeg bort fra Lund sammen med den vigtige krønikebog. Han har siden ladet mig vide, at krønikebogen opbevares i sikkerhed som dokumentation på det lovlige valg af en ny ærkebiskop.
Min nevø, Peder Aggesen, beskrev i en brevrulle for mig, hvorledes indsættelsen af biskop Absalon Hvide som ærkebiskop i Lund fandt sted efter pavens godkendelse af, at han beholdt titlen som biskop af Roskilde.
Alle stormandsslægter i Danmark var inviteret, og kun ganske få vovede at udeblive.
Meget magt samlet i én mand. Hvis han og kongen ikke var fosterbrødre og havde en meget tæt relation til hinanden, ville jeg som konge ikke være tryg.
Men sammen kan kongen og ærkebiskoppen i et samarbejde med Hvideslægten under ledelse af Esbern Snare styre Danmark i den retning, de tre beslutter sig for. Det betyder et styrket dansk rige, som kan modstå den tyske kejser til gavn for pavemagten og den nordiske kirkes uafhængighed af Hamburg-Bremen.
Men jeg frygter for kirkens selvstændighed i forhold til kongemagten.
Jeg har modtaget en brevrulle fra Peder af Celle, abbed i Reims. Han skriver, at han har sendt en delegation til ærkebiskop Absalon Hvide ganske kort tid efter, at han blev indviet i Lund. I sin brevrulle beskriver han sin personlige opfattelse af, hvad der skete i forbindelse med min abdikation i Lund.
Vel ankommet anmodede lederen af delegationen om tilladelse til at læse brevet fra abbed Peder højt for den samlede gejstlighed i Lund. Ærkebiskoppen har formodentlig troet, at det drejede sig om en lykønskning med udnævnelsen og gav sin tilladelse.
Brevrullen til mig rummede også en kopi af brevet.
Ærkebiskoppen må være blevet dybt chokeret, for teksten anklagede såvel ham selv som kong Valdemar for en dybt ukristelig opførsel og afsluttedes med en alvorlig påmindelse.
Abbed Peder lod ærkebiskop Absalon Hvide vide, at han vidste, hvad der skete i Skånelandene omkring min familie og mine venner. Hvis det ikke ændredes, ville kongen være at sammenligne med en djævelsk tyran og risikerede oprør fra folket.
Meget tyder i skrivende stund på, at dette vil ske.
Beretningen afsluttedes i april måned i Det Herrens År 1181
Lige nu er blevet til november. Nu foreligger mit manus til “Nordens kirkefyrste” klar til at blive sendt til forlag. Om Eskil – se nedenfor / september.
Udkastet til bagsidetekst, og”Kontrakten med læseren” fortæller om bogen.
Bagsidetekst. Danmark er i 1100-tallet præget af ufred. Voldsomme stridigheder i magteliten fører til ødelæggende og brutale borgerkrige mellem landsdelene. Et samarbejde mellem konge, kirke og stormænd er nødvendig for at skabe en sammenhængskraft i riget. Men det udvikler sig i stedet til en kamp på liv og død. Udefra truer fjender. Den tyske kejser udfolder heftige bestræbelser på at indlemme Danmark i Det Tyske Rige, og slaviske stammer hærger og brænder sydvendte kyster. Danmark er udfordret. Landet er som nation tæt på opløsning. Bogen er en historisk roman. Fiktion på flere niveauer i en ramme af fakta. Birgitte Hammer har tidligere skrevet om tidlig middelalder. Tre historiske romaner om danske dronninger og en faktuel historiebog.
Og her “kontrakten med læseren” “: Indholdet i denne historisk roman er bygget op over ni skrivedage, hvor den tidligere nordiske ærkebiskop Eskil i klostret i Clairvaux i Nordfrankrig dikterer sin beretning om sit virke i kirkens tjeneste til en munk, Broder Herbert. Ærkebiskop Eskil benytter skriveprocessen til at tænke tilbage på sit liv. ”Nordens kirkefyrste” er fiktion på flere niveauer / planer. Beretningen, Eskil dikterer, tager udgangspunkt i fakta tilsat personlige kommentarer, som jeg står for. Tilbageblikkene har en fast kerne af fakta, men er primært mine forestillinger om, hvordan Eskil reagerede i de givne situationer.
Lige nu – midt i september – er min historiske roman om Eskil ved at finde in endelige form.
Eskil levede i 1100-tallet og var ærkebiskop i Norden / Danmark fra 1137 – 1177, hvor han blev tvunget til at abdicere. Han valgte at leve resten af sit liv i cistercienser klostret i Clairvaux, som betød rigtig meget for ham. Hans vejleder og gode ven var Abbed Bernhard, der stiftede klostret og blev en enormt betydningsfuld mand i kirkelige og i fyrstelige kredse i hele Vesteuropa. Eskil selv var ligeledes betydningsfuld, men i Danmark er han tæt på at være ukendt, hvorimod hans rival og efterfølger som ærkebiskop, Absalon, er kendt af alle. Absalon indså, at en skriftlig beretning sikrer mod glemsel – og derfor engagerede han Saxo til at skrive Gesta Danorum, en bog om Danmarks historie. Den vigtigste person i hele den omfangsrige bog er naturligvis Absalon selv . Han tilrettede nemlig alt, hvad Saxo skrev. Eskil fik aldrig skrevet sin historiske beretning – men det gør jeg nu!