Min mormor blev forført af Fritz – i en langvarig proces. Her er begyndelsen:
“En søndag eftermiddag har han og Ella Johanne aftalt at mødes i den lille lejlighed, gå en tur i Frederiksberg Have og senere drikke te på Holger Danskes vej.
Fritz lukker op, og hun kan straks se på hans smil, at noget rart er hændt. En ny kunde?
Nej, men hans mor er ikke hjemme de næste timer. Hun er på familiebesøg, så de to unge har lejligheden for dem selv. De behøver ikke tage hensyn til andre, når de viser deres følelser for hinanden.
Ella Johanne går ind i stuen, som hun aldrig tidligere har set uden moren. Hun kan næsten se hende sidde i lænestolen ved vinduet med strikketøjet i hænderne, indrammet af det mørke tapet og en brun vinduesramme. Hun standser op.
Fritz er lige bag ved hende – så tæt på hende, at han blot behøver at sprede sine arme ud for at omfavne hende, da hun stopper op. De står tæt sammen.
”Jeg tænkte,” siger han en anelse hæst ind i hendes højre øre, ”at vi kunne være i skrædderstuen i dag?” Tonelejet afslører, at det er et spørgsmål.
Ella Johanne bliver usikker. Hvad sker der nu? Hvad mener han?
Men han lægger sine arme omkring hende og styrer hende uden at give slip baglæns ud i entréen igen og derfra ind i skrædderstuen.
En ubehagelig lugt af naftalin slår imod hende, og hun kommer til at nyse. Det virker, som om Fritz slet ikke lægger mærke til det. Stadig stående bag hende begynder han med hænderne at kæle for hendes skuldre og langsomt fører han den ene hånd ned over forsiden af hendes kjole. Et gys løber gennem hende. Han rører ved hendes bryst, der er godt gemt bag kjoleliv og chemise.
Hun ved, at hun bør sige stop nu, men før ordene slipper ud af munden på hende, vender Fritz hende om og kysser hende. Ordene forsvinder helt af sig selv.
Kyssene udvikler sig, og uden at standse dem leder han hende hen til sengen. Den er ikke bred, langtfra, men på forunderlig vis er der plads til, at de begge kan ligge på den.
Fritz forsøger lettere forpustet at løsne bændlerne og knapperne i Ella Johannes kjole. Hans vest ligger nede på gulvet, og han skjorte er blevet knappet op.
Ella Johanne er klar over, at hun må træffe en afgørelse.
Med stort besvær sætter hun sig op.
”Nej, du må ikke!”
”Jamen, lille skat, vi elsker jo hinanden. Og du er så dejlig, at jeg slet ikke kan lade være med at røre ved dig!” Fritz stønner.
”Derfor vil jeg alligevel ikke, at vi skal tage noget af vores tøj af. Nej, du må ikke! Jeg vil altså ikke!” Han forsøger at kysse hende, men Ella Johanne får overbalance og ender på gulvet.
Hun rejser sig og begynder stående at ordne knapper og bændler.
”Hvis du ikke har lyst, lader vi bare være. Men jeg tænkte, at når vi nu elsker hinanden ….”
”Ti stille!. Jeg vil altså ikke det her!”
Den følgende søndag over middag henter Fritz hende på Holger Danskes vej. Hans mor er igen på besøg hos sin søster, og han har besluttet, at han og Ella Johanne skal nyde en kop rigtig kaffe hjemme hos ham, før de går tur.
Ella Johanne nyder kaffen, men nægter efterfølgende at engagere sig i en kysseleg. Hun kommenterer den skarpe lugt af naftalin, og Fritz lover en anelse fraværende, at han før hendes næste besøg i lejligheden vil lufte grundigt ud.
Så forsøger hun, siddende ved det store skrædderbord, at gøre det klart, at hun ikke vil indlade sig med ham i sengen, før de ved, at de kan leve sammen, hvis forholdet får følger.
Fritz er yderst forstående. Men det vil kun være et spørgsmål om tid, før hans kundeunderlag er så stort, at hans indtægt vil kunne dække lejen i en treværelses lejlighed. Og de er da enige om, at det skal være dem, ikke sandt?
Hun smiler tilbage og nikker.
Han kommer hen til hende, og kysselegen tager sin begyndelse. De to unge ender igen på sengen, uden at Ella Johanne egentlig er helt klar over, hvordan det sker.
Fritz leger med bændlerne, men lader knapperne være. De løsnede bændler giver ham mulighed for at få sin hånd sneget ind under kjolen – og lidt efter også under chemisen.
Hun hvisker, at han skal standse, men han hører det ikke. Ikke før hun sætter sig bestemt op i sengen med håret strittende i alle retninger og giver sig til at ordne bændlerne, bliver hans bevægelser roligere. Men har fortsætter med at kysse hendes hænder.”