Sophia bliver to år efter Valdemars død gift med hertugen af Thüringen. Det sker for at formilde den tyske kejser. Sophia har gentagne mareridt efter opholdet i Tyskland
“I mine mareridt drømmer jeg enten om modtagelsen i Thüringen eller om mit bryllup med Fyrsten af Thüringen og min bryllupsnat. Drømmene er genspejlinger af virkeligheden. Alle enkeltheder står lysende klart for mig, og når jeg vågner, kan jeg genkalde mig detalje for detalje i drømmen – og jeg er rædselsslagen!
I den ene drøm modtager Fyrsten af Thüringen mig med al den pragt, der hører sig til, når en hertug gifter sig med en enkedronning. Trompeterer i spidsen for et farvestrålende optog af ryttere og fodfolk. Rytterne og fodfolket bærer alle ens klædninger, mens de tager opstilling langs flodbredden. Jeg betragter det hele fra den anden side af floden, hvor jeg venter på prammen, der skal føre mig over til min brudgom.
En hurtig tanke flimrer forbi mig, også i drømmen: Det måtte være frygteligt bekosteligt at udstyre alle med ens dragter, og så kostbare dragter. I Danmark har alle hirdmænd deres eget tøj på.
Midt i det fantastiske optog rider Hertug Ludwig af Thüringen.
Da den store pram lægger fra land, og vi hurtigt nærmer os den modsatte bred, står fyrsten af sin hest og går frem mod bådebroen. Han er rigt klædt. En guldindvirket kappe, holdt sammen på højre skulder med et spænde, der reflekterer sollyset. Under kappen ser jeg en kjortel i et højrødt, tyndt stof, der smyger sig om ham. Hans støvler med noget, der ligner store felter af broderi, når op til hans kjortel, og om livet bærer han et bælte, der kappes med hans spænde om at glimte og stråle.
Mens jeg betragter fyrsten, kaster han sin kappeflig op over den venstre skulder og afslører en juvelbesat fægtekårde.
Hans hest er ligeledes pragtfuldt smykket med et dækken, der går ned over hovedet, og er dekoreret med lysende sten. Kappen på hans sadel er besat med glitrende blå og røde sten.
Fyrsten af Thüringen, min kommende ægtemage, er en velhavende, magtfuld mand!
Mens prammen stille bevæger sig over floden, tænker jeg på, hvad fyrsten ser, når han betragter mig. Min første tanke: ”Jeg er højere end ham.” Min næste tanke: ”Han ser meget yngre ud end jeg.”
Da jeg stiger op fra prammen, kan jeg tydeligt se, at han tænker nøjagtigt det samme.
Forsigtigt prøver jeg i drømmen, således som jeg gjorde det dengang, at gå lidt ned i knæene, så jeg syner mindre, og samtidig smiler jeg mit blideste smil.
Så langt følger min drømmeverden virkelighedens verden.
I virkelighedens verden modtog fyrsten mig med udsøgt, formel imødekommenhed, men i mit mareridt ser fyrsten forfærdet på mig. Han siger noget, der lyder desperat, og så skriger han højt, at den frygtelige, gamle kvinde vil han aldrig gifte sig med!
Jeg vågner skrigende, badet i sved, og en af mine piger står bøjet over mig og dupper min pande med et stykke koldt og vådt linned. Langsomt, meget langsomt genfinder jeg lidt ro.
Mit andet mareridt genspejler brylluppet i Wartburg. Den dag – vielse, bryllupsfest og bryllupsnat – er den frygteligste dag i hele mit liv.
Mennesker omkring mig, hvis sprog jeg ikke forstår. Alt er stort i Thüringen, alt virker kaotisk. Jeg ser ansigter, mange ansigter, omkring mig, alle med et nysgerrigt, vurderende smil. ”Hvem i alverden er hun? Hun er jo gammel! Hvad vil hun dog her?” spørger alle smilene.
Jeg føler mig som det ensomste menneske i hele verden og tænker kun på, at jeg nu kan åbne Helenas pose. Men hvor er den?
Jeg har igen klistret mit blide smil på ansigtet og prøver på ikke at virke for høj ved siden af fyrsten. Heldigvis er jeg kun tæt på ham i kirken og ved middagen.
Vielsen bliver hurtigt overstået i kirken, hvor en tydeligvis afdød Kristus hænger på korset uden sin moder hos sig, og straks efter vielsen går middagen i gang i den store, smukt dekorerede sal, selv om det er midt på dagen.
Mængder af spidstegte dyr, vin, øl, høj latter og råben. Der bliver talt og råbt højere og højere. Der bliver spist og drukket store mængder vin og øl. Stadig flere spidstegte dyr bliver båret ind i salen.
Jeg mærker kvalmen stige op i halsen på mig og beder om koldt vand. Da Fyrsten ser vandet, ler han larmende og råber et eller andet til selskabet, mens han kigger over på mig, og jeg er tvunget til at lade, som om jeg ikke har hørt ham.
Smilet sidder igen klistret på mit ansigt, mens jeg kun tænker på, hvornår jeg kan forlade festen. Fyrsten nikker nådigt, og jeg trækker mig tilbage, i tvivl om hvad der nu skal ske.
Flere timer senere braser Fyrsten ind i mine værelser med et sølvbæger i hånden, mens han taler meget højt. Han forlader mig efter en time, og sølvbægeret ligger tilbage på gulvet.
Jeg græder og græder. Jeg føler mig behandlet som den usleste kvinde i hele det store Tysk-Romerske Rige. Signe og Benedikte græder med mig, mens de reder sengen under mig med rene lagner og tæpper, iklæder mig en ren særk, giver mig vand og spørger mig, om der er andet, jeg vil have.
Når jeg vågner op af drømmen, hulker jeg uden at kunne stoppe. Hele dette mareridt er en nøjagtig spejling af virkeligheden.”
……………………