April 2025
Jeg tror, jeg har grebet det her forkert an!
Jeg begyndte på denne rubrik i januar 2025 for at fortælle om ærkebiskop Eskil fra Danmarks middelalder, nærmere bestemt 1100-tallet – og mine romantiske noveller, som jeg har slappet af med undervejs i middelalder-researchen. Jeg valgte i janaur at skrive fortløbende, men kan godt se at overskriften “Lige nu …” ikke rigtigt passer med, at læsere bliver mødt af “Januar”. Dt skal gøres på en anden måde. Men samtidig vil jeg gerne fortsætte med at fortælle om Eskil. Så altså … Jeg vender det hele på hovedet – fortsætter med Eskil nedenfor og i kronologisk orden, men skriver “oppefra” om det, der sker lige nu.
Lige nu har jeg hørt fra de fire forlag, jeg har sendt manuskriptet “Eskil. Nordens kirkefyrste” til. Ingen af dem vil udgive bogen! Jeg må tænke nyt og ender måske med at udgive bogen selv.
Seks af mine romantiske noveller er udgivet nu i to sæt – Romantik og Romantik 2. Udgivet af mig på saxo.com. Som e-bøger og paperbacks. Som forfatternavn har jeg brugt andre af mine egne navne: Gitte Bro. Jeg vil nemlig gerne adskille genrerne. Første bog med noveller burde have heddet Romantik 1, men vi vidste ikke, om der overhovedet kom en 2’er. Den er lige kommet, og Romantik 3 kommer sikkert også. Prissætningen var ikke svær. De skal sælges så billigt som muligt, for målet med at skrive og udgive novellerne er ikke at tjene penge – men at få læst novellerne.
Januar
I det sidste års tid har jeg researchet om – og skrevet om – ærkebiskop Eskil fra 1100-tallet og arbejder lige nu på at samle ”ham” til en bog.
Jeg vil i meget kortfattet form fortælle om ham her på min forfatterside. I små tekststykker lægge hans liv frem og fortælle om hans betydning for Danmark.
Men lige nu er jeg også optaget af at udgive tre romantiske noveller, jeg har skrevet. Godt nok en lidt anden genre end min sædvanlige, men sjovt og afslappende.De tos skriverier, Eskil og romantiske noveller, har bevæget sig fremad samtidig.
Jeg kan blive så træt af at studere det enormt spændende middelalderkilder, at jeg også har brug for noget helt andet.
Men Eskil er så afgjort det vigtigste projekt for mig.
Eskil blev født i 1100 som søn nr. to i den magtfulde stormandsslægt, Trugotslægten, blev uddannet som teolog, aflagde præsteløftet tilbage i Danmark og blev domprovst I Lund domkirke, hvor hans farbror, Asser, var ærkebiskop.Han var biskop i Roskilde fra 1134 til 1137, hvor han blev valgt til ærkebiskop efter Asse.
Før han aflagde præsteløftet, havde han et kortvarigt forhold til en stormandsdatter, der blev gravid og fødte en datter. Moderen døde ved fødslen eller kort efter. I modsætning til den sædvanlige måde at håndtere sådanne sager på – et større beløb klarede sædvanligvis alle problemer, og den gejstlige fader havde derefter intet med sit ”uægte” barn at gøre – tog Eskil Asa til sig og inddrog hende i sin slægt. Asa og hendes to sønner havde meget stor betydning for Eskils liv.
Februar
En ferie, redegering og korrekturlæsning og udgivelse af tre romantiske noveller senere kommer her lidt mere om Eskil.
I forbindelse med sin uddannelse til præst lærer Eskil Bernhard af Clairvaux at kende, og det udvikler sig til et tæt venskab. Bernhard regnes for at være stifteren af cistercienser-munkeordnen, en udløber af Benediktiner-ordnen. Cistercienserne er i modsætning til andre munke- og de begyndende nonneordner optaget af at indgå i en samarbejdsforhold med den lokale befolkning med henblik på at skabe en positiv udvikling. Udvikling af nye dyrkningsmetoder og behandling af syge er bare to områder, cistercienserne beskæftiger sig med. Hovedklostret ligger i Clairvaux, stiftet af Bernhard, og Eskil besøger det igen og igen på sine senere rejser.
Der bygges i 1100-tallet cistercienserklostre overalt i Europa. I mange, mange år har man troet og skrevet, at det første cistercienserkloster blev stiftet af Eskil i Herrevad i Skåne. Men ny forskning påviser, at det allerførste kloster inden for denne orden blev stiftet tidligere, men også af Eskil. Kun meget sparsomme ruiner af dette kloster findes, skriver forskerne og angiver det sted, hvor de befinder sig.
Min mand og jeg drog på jagt bevæbnet med kopi af et middelalderkort fra 1100-tallet. På det på kortet angivne sted fandt vi en enorm hestefarm, og de ansatte så på os med forbløffelse i blikket, da vi fortalte dem, at vi ledte efter ruiner fra et middelalderkloster. Det havde de aldrig – aldrig! – hørt om, og de ledte på mobilerne. Vi måtte køre igen med uforrettet sag. Men tilbage i vores fritidshus ca. 40 km derfra ledte vi videre, denne gang brugte vi Google Earth. Her kunne vi spotte stenene! Midt på en af de store marker.
Vores videre søgen førte os til en kirke i Lyngsjö ikke langt derfra. Men tilbage til Eskil.
Danmark bliver i 1130erne og igen i slutningen af 1140erne kastet ud i borgerkrig – og mange husker naveren: Sven, Knud og Valdemar. Kirken med Eskil i spidsen bliver naturligvis også involveret, og han kastes ud i flere dramatiske og livstruende situationer. En af dem fortæller jeg om i et kapitel i min bog. Uddrag af det kommer herunder:
Kapitel 5. 1139 Lund og Sjælland
Ærkebiskop Eskil knæler foran altret i domkirken i Lund og mærker, at noget, der længe har trykket i hans bryst, langsomt forsvinder. Budskabet om Oluf Kesjas død har nået ham. ”Tilgiv mig, Herre, at jeg finder det svært at bede for en vildfaren, ulykkelig sjæl, der har dømt sig selv til et uendeligt ophold i skærsilden. Jeg vil bestræbe mig på at overvinde min modvilje og min afsky for ham på grund af de onde handlinger, han har foretaget sig. Men…”
Eskil havde, før han endelig med pavens godkendelse, valgt af kannikkerne for anden gang, blev indsat som ærkebiskop i Lund, fået underretningen om, at syv af Harald Kesjas bortførte sønner var blevet dræbt på en ø i Skåne, hvortil de var blevet ført. En efter en blev de koldblodigt slået ihjel i overværelse af de stadig levende brødre i løbet af en eneste grufuld nat. Nogle af dem var kun små drenge. Ligene var uden videre blevet smidt i havet uden en præstelig velsignelse og begravelse. Men det var lykkedes en af sønnerne, Oluf, at flygte fra øen iklædt kvindetøj. Fem år senere vender den nu voksne Oluf Kesja Haraldsøn tilbage som den blodbestænkte hævner. Han har set sin fars mishandlede lig, da han sammen med brødrene førtes bort, han har oplevet fangenskabet og set ligene af sine allernærmeste slægtninge. Han kan ikke længere ramme sin farbror, der bærer skylden, for han er selv blevet dræbt. Men nu vil han hævne sig på alle dem, der lod alt dette forfærdelige ske. Han kommer med en hærstyrke væltende nordfra ind mod Lund og trækker et bredt blodspor efter sig. Med sig har han en kerne af trænede soldater, betalt for at deltage, omgivet af en forvirret blanding af røvere, landstrygere og hjemløse, der er blevet samlet op og bevæbnet undervejs fra Halland ned gennem Skåne. De tænker alle, at de vil kunne skaffe sig værdier gennem drab og plyndring.
Eskil har modtaget bekymrede advarsler fra Halland, men havde ikke troet, at oprøreren virkelig ville drage mod domkirkebyen. For en sikkerhedsskyld havde han sendt ilbud til flere steder på Sjælland; han havde fået meldinger om, at den danske kong Erik Lam opholdt sig på øen.
En ængstelig stemning spreder sig i Lund og udvikler sig til regulær angst, efterhånden som rygter om blodbad i nordskånske byer når frem til byen. Hærgede, plyndrede landsbyer. Voldtagne kvinder, forældreløse, omflakkende og sultende børn, hjælpeløse mænd, mange, mange dræbte. To hårdt sårede mænd kæmper sig en sen aften frem til Lund og underretter ærkebiskoppen om, at oprørshæren befinder sig kun få kilometer væk. Den er på vej!
Kort før daggry den følgende morgen stiger Eskil op på den øverste del af stilladset omkring murene til den nye domkirke, der er ved at blive bygget. Et par timer opholder han sig her og betragter en mindre støvsky mod nord vokse sig større og større mod den grå, skydækkede himmel. Oluf Kesja Haraldsøn i spidsen for mange, mange mænd. Eskil knæler på stilladset og beder en bøn til Den Almægtige om at stå dem alle bi. ”Herre, stands denne mand. Lad ham ikke fortabe sin sjæl yderligere!” Mindre støvskyer spreder sig ud over landskabet mod vest og øst. Solen bryder frem bag skyerne, og stråler kastes tilbage fra skinnende metal. Økser, spyd, sværd, brynjer. Mod syd øjner Eskil små grupper af borgere, der forsøger at undslippe den overhængende fare. Men kun få når frem til skoven langt borte, før støvskyerne og metalglimtene lukker sig omkring Lund. De ulykkelige flygtende mejes ned. Støvet skjuler nådigt misgerningerne, men skrigene kan tydeligt høres oppe på stilladset.
Langsomt stiger Eskil ned igen og forsøger at smile til de bekymrede ansigter, der lyser op mod ham. På stigens nederste trin vender han sig, prøver at lyde overbevisende, da han erklærer, at alt nok skal gå, og derefter træder ind i kirkerummet. Taget er endnu ikke lagt færdigt, og han ser op. Fra himlen må det være som at se ned i et stort rum. Kunne Den Almægtige blot sende sine engleskarer ned for at frelse sin kirke og alle de mennesker, den rummer. Mange borgere har søgt og flere søger tilflugt i kirken, mænd, kvinder børn – børn i alle aldre, unge som gamle. Alle lukkes ind, og de står i tætte klynger langs de stærke sidemure. Med hjælp fra de ængstelige kannikker og præster, der ligeledes har forsamlet sig i domkirken, iklæder Eskil sig sin ærkebispekåbe, paillet og den af ædelsten strålende mitra.
Alle venter, mens larmen fra oprørsstyrkerne uden for byen tager til. Så bliver der stille udenfor. Helt stille. Hovslag af mange heste høres på brostenene lige uden for kirken, og Eskil beordrer de store kirkedøre, der er færdige og fæstnet til murene, slået op. Med kannikkerne lige bag sig skrider han roligt ud og ser lige foran sig en ung mand til hest, svært bevæbnet med sværd og et spyd, der er længere end noget spyd, han tidligere har set. Spydspidsen er mørk af indtørret blod. Manden er omgivet af ti til tolv andre ryttere, ligeledes svært bevæbnede. ”Oluf Kesja Haraldsøn,” Eskils tordenrøst lyder ud over pladsen. Forskrækkede ansigter kigger frem fra hushjørnerne. ”Oluf Kesja Haraldsøn,” bekræfter rytteren, idet han stiger ned fra hesten og nærmer sig. Han er usædvanlig høj, højere end Eskil, men tynd og ranglet. ”Jeg er kommet for at tage din by fra dig, Eskil Christiernsøn, og høre dig aflægge troskabsed til mig som Skånes konge. Hvis du ikke omgående overgiver Lund til mig, vil byen blive plyndret og hærget, så den aldrig vil rejse sig igen.” Han får ikke noget svar og tøver et kort øjeblik. Så trækker han sværdet – en lynkile i de spredte solstråler, og Eskil taler igen. ”Stik sværdet i bælgen, Oluf Kesja Haraldsøn, og følg mig ind i kirken.” Han vender sig langsomt og træder tilbage til kirkerummet med lange, omhyggeligt rolige skridt, mens han mærker sit hjerte hamre, som ville det slå sig vej ud af brystet. Det gavner ingen, hvis han ikke kan skjule sin angst. Kannikkerne viger ud til siden og træder så ind bag ham. Bag dem hører Eskil metal slå mod metal. De fremmede er fulgt efter, men reglen om at lægge sine våben fra sig før indtræden i kirken, er groft tilsidesat. Han går frem mod alteret. Et højt uartikuleret brøl bag ham får ham til at standse, men kun et øjeblik, så fortsætter hanOluf Kesja kommer med hurtige skridt op på siden af ham og træder så lige ind foran ham. ”Knæl, Eskil Christiernsøn,” kommanderer han. ”Knæl!”, gentager han, og Eskil mærker et slag i knæhaserne, der får ham til at falde forover. Et par kannikker griber ham og forhindrer ham i at falde næsegrus ned på gulvet. Mitraen glider fra hans hoved og ruller hen ad gulv et. Oluf Kesja samler den op og betragter den ved at dreje den fra side til side. Han giver et tegn, og en yngre mand iført en præstekofte blev trukket frem fra gruppen af soldater og ført ind foran Eskil og kannikkerne. Mitraen bliver trykket ned på hans hoved. Den er for stor til manden og glider ned og skjuler hans ansigt. Flere af de bevæbnede ryttere griner løssluppent, men en af dem trækker den op og anbringer den, så den støtter i den yngre mands nakke. ”Min kapellan erstatter dig, Eskil Chistiernsøn, som ærkebiskop i Lund. Han er fra nu af bofast i ærkebispegården, og du følger med mig til kongsgården som mit gidsel. Jeg tolererer ikke nogen form for modstand fra hverken borgere eller dine usle præster. ” Oluf Kesja ser sig om i kredsen. ”Han vil krone mig til konge af Skåne, og du, Eskil Christernsøn, vil aflægge troskabseden til mig ved samme lejlighed.” Eskil tier. Sværdet trækkes ud igen, og Oluf Kesja træder et skridt nærmere. En hånd lægges på Eskils hoved og tvinger ham til at bøje det forover. Han mærker æggen på Oluf Kesjas skarpe sværd blive lagt på hans nakke og ved, at han aldrig vil glemme de ord, der bliver råbt til ham: ”Hvis du ikke overgiver Lund til mig lige nu for senere at sværge mig troskab og hylde mig som din konge af Skåne, vil jeg løfte sværdet og med fuld kraft lade det skære sig igennem din nakke og hals! Jeg vil faktisk overveje først at dræbe dig, når du selv har set din by blive hærget og plyndret af mine mænd! Min morfar var konge af Danmark, Erik Ejegod, min farbror var Knud Lavard, men alt det ved du jo. En anden farbror, der kaldte sig Erik Emune, gjorde mig fader- og broderløs. Han vil brænde og syde i al evighed i Skærsilden for sine synder.” Sværdets æg borer sig ned i nakkehuden, og Eskil mærker blodet begynde at sive, men så løftes det igen, og den selvudnævnte konge hvæser: ”Og nu har min fætter, også en Erik, søn af min fars søster, tilranet sig kongemagten. Forbandet være det navn! Ingen af mine fremtidige sønner skal bære det! Men jeg, Oluf Kesja Haraldsøn, er vendt hævnende tilbage fra kanten af dødsriget!” Et samlet gisp fra de tilstedeværende i kirken giver genlyd mellem de tykke mure og stiger op mod himlen. ”Overgiver du så byen til mig?” Stemmen gjalder i det åbne kirkerum. Eskil ser for sig kvinder voldtaget, gamle og børn slået brutalt ned og mænd blive stillet over for valget om at følge Oluf eller blive dræbt på stedet. En af de ældste kannikker står inden for hans begrænsede synsfelt. Med et ansigt af sten nikker manden næsten umærkeligt til sin ærkebiskop. Eskil gentager nikket med sværdet tungt hvilende mod sin nakke. Han har ikke et valg. En ganske sagte hvisken fra kannikken når hans øre: ”Tak, Herre. Kun som levende kan I redde os alle.” ”Så langt, så godt!” Oluf Kesja træder til siden, vender Eskil ryggen og forlader larmende domkirken, fulgt af sine mænd. Den nyudnævnte ærkebiskop sjosker efter, mens han holder mitraen fast på hovedet med begge hænder.
En tidlig morgen to dage senere lykkes det Eskil at flygte. Som sin egen tilfangetager har han iklædt sig kvindetøj og går langsomt som en gammel kvinde delvist i skjult bag en bunke vasketøj, der skal køres på en ladvogn ud af byen for at blive vasket i åen. Et par halvfulde vagtposter er kun optaget af de unge kvinder, der går forrest, og som helt bevidst tiltrækker sig al opmærksomhed. Ærkebispegården har de sidste døgn været centrum for larm og druk. I kongsgården tildeles Eskil et lille rum, udstyret med en sengeramme med en smule halm og en enkelt stol. Pigerne, der sørger for ham, har berettet om overfald og voldtægter. Nogle mænd er blevet dræbt, fordi de forsøgte at forsvare deres hustruer og børn, men den fuldstændige plyndring og hærgen er de blevet forskånet for. Kannikkerne og præsterne har på Eskils befaling taget ophold i kirken, hvortil byens kvinder og lægbrødre forsyner dem med, hvad de behøver. To af dem blev fanget udenfor og blev under tilråb hængt i et træ, selv om den såkaldte ærkebiskop bad for deres liv. Ingen lytter til ham. Men der meldes om udbredt utilfredshed hos soldaterne, der har slået sig ned uden for byen. De havde fået stillet en hurtig gevinst i udsigt i forbindelse med en plyndring. Situationen er uholdbar! For alle!
Dagen efter når Eskil frem til sin brors gård sammen med nogle få mænd.
Marts
Jeg har fået en fantastisk gave! En bekendt af mig har læst professionel korrektur på hele Eskil-romanen! Hun er en fantastisk vidende kvinde, og en samtale med hende om historiske emner er opløftende. Jeg håber, jeg kan gøre gengæld på et tidspunkt …
Tilbage til Eskil: Han bliver reddet. Ellers ville der sådan set slet ikke være en roman at skrive. Oluf Kesja bliver slået efter flere års brutal hærgen rundt i Danmark. men det bliver ikke sidste gang, Eskil udsættes for livsfare i sin egen domkirke! Næste attentatforsøg sker under den borgerkrig, der tager sin begyndelse i 1146, da to konger vælges i DK. Danmark er et valgkongedømme (bemærk dette, før senere …), og en ny konge vælges på de fire landsting fordelt i landet. Viborg, Slesvig, Ringssted og Lund. Efter gælden lov og ret – intet nedskrevet, bygger på traditioner – har alle frie mænd med ejendomsret til jord ret til at være med til at møde op på landstinget og stemme. MEN kun få mænd (læs: stormænd) kender til afholdelsen af tingmøder og har mulighed for at forlade deres gård for at deltage.
Ved kongevalg har det også været en tradition, at overhovedet for stormandsfamilier fra hele landet mødtes FØR kongevalg for at blive enige om, hvem der skulle stemmes på efterfølgende på landstingsmøderne. Kongen var altså valgt ved dette møde og blev hyldet på tingmødet.
MEN i 1946 gik det galt. Hævdingene for stormæandsfamilierne frygtede, at en ny forfærdelig borgerkrig skulle bryde ud, så hylderne skyndte sig at vælge Knud Magnussøn til konge. Sjælland og Skånelandene valgte derefter Svend! Borgerkrig!
Eskils slægt, Trugotslægten fra Jylland, støttede Knud, som de havde været med til at vælge. Eskil var i klemme og må have følt sig voldsomt splittet.! Truget OG ærkebiskop i Lund. Kong Svend mistænkte Eskil for at samarbejde med sin slægt mod ham – og det kom til et voldsomt opgør i domkirken, hvor Svend brød in og hængte Eskil op i en kurv under loftet.
Nedenstående er et uddrag af romanen:
Uddrag af kapitelNogle af kongens mænd var gået ud af kirken og vendt tilbage, slæbende på et af de drikketrug, der stod til hestene på domkirkepladsen. To andre kom tilbage, belæsset med ruller af tykt reb, som de trak efter sig. Rebene blev efter kongens ordre slået om drikketruget og under store anstrengelser fra mændene fæstnet til jernrammer, der forbandt de mægtige søjler med ydermurene oven over to af kirkens meget højtsiddende vinduer ”Stig op!” skreg Svend til Eskil og pegede på truget. Kannikkerne kom frem for at stå side om side med deres ærkebiskop, men Eskil hævede igen armen og kommanderede med sin tordenrøst, at de skulle trække sig tilbage. De adlød. Med et spinkelt strejf af tilfredshed midt i den altovervældende angst, der truede med at bemægtige sig ham, hørte han, at hans stemme lød fast. Han trak vejret dybt, anråbte tavst Den Almægtige om at stå ham bi og hævede derefter begge sine arme, løftede mitraen fra sit hoved og rakte den bagud. Hænder greb den. Så løste han det juvelbesatte spænde foran på sin kåbe og lod den glide ud over sine skuldre. Han mærkede, hvordan den blev grebet af kannikkerne bag ham. Endnu en inderlig, tavs anråbelse mod Himlen, idet han med tilkæmpet rolige skridt trådte op i truget. Han gled og faldt om i samme øjeblik, hans silkesko ramte den slimede overflade. ”Ha!” brølede Svend, men Eskil bemærkede, liggende på langs i truget, at mændene trak sig lidt tilbage fra deres konge. ”Hejs ham op, så han kan tale med sin Gud!” Det viste sig at være praktisk umuligt. Truget hældede voldsomt, og ærkebiskoppen var ved at trille sidelæns ud. Nye ordrer udstedtes. Den store kurv blev fremskaffet et sted fra, og ærkebiskoppen, der stadig lå i bunden af truget, blev trukket op og brutalt skubbet ned i kurven af to grove mænd. Den kunne hejses op.
Eskil taler under loftet i sin domkirke til sin Gud. Han føler en angst så stærk, at han ikke genkender den. Han føler lyst til at skrige den ud og bønfalder Den Almægtige om at skåne hans liv. Men han gør det tavst. Han frygter ikke så meget for sit eget liv som for kannikkernes, præsternes og domprovstens. De jamrer og bønfalder henholdsvis Gud, Kristus, Jomfru Maria og kong Svend. Gennem de flettede strå kan Eskil se kongen stå urørlig med øjnene rettet op mod kurven. Han smiler et rovdyrsmil. Hans tænder lyser hvidt. Fra kongens mænd lyder hånlige bemærkninger og høj latter. Hvem er de mænd? Ikke kongens hirdmænd, der alle er sønner af stormænd! Eskil mærker kramper i sit ene ben og forsøger at ændre stilling med det resultat, at han er ved at trille ud af kurven. Han slår en arm omkring rebet, og borer sine svedige fingre ind i fletværket. En høj, ufrivillig stønnen undslipper hans lukkede mund og besvares af en samlet gispen dybt nede fra gulvet. En ny bøn former sig i Eskils hoved. Må dette slutte hurtigt! På den ene eller den anden måde. Hvor længe vil kong Svend holde han heroppe? Hvordan vil han forsvare over for kirken og rigets stormænd på fremtidige tingmøder, at han har skadet, måske endda dræbt, hvis dette varer meget længere, ærkebiskoppen? Og hvordan vil paven reagere, når han får kundskab om denne rædselsgerning? Det sidste ved han med sikkerhed. Kong Svend af Danmark vil blive øjeblikkeligt bandlyst. Kirken vil ikke fungere, kannikker, præster af alle slags vil ikke kunne gennemføre kirkelige handlinger. Mennesker kan ikke begraves ved en kristen begravelse og er således afskåret fra at nå Himmeriget, småbitte børn kan ikke døbes og vil ligeledes være nægtet adgang, ingen ægteskaber kan indgås med kirkens velsignelse…
April
fra 1146 til 1157 er der borgerkrig i DK. I begyndelsen med deltagelse af to konger, Svend Eriksøn og Knud Magnussøn, men fra 1154 optræder også Valdemar Knudsøn, søn af Knud Lavard på scenen.
Tre konger – og et splittet, stadigt svagere land.
Eskil har måttet rejse fra Danmark pga. fornyede trusler på livet fra Svends side. Han besøger Rom og Clairvaux, men beslutter at komme tilbage til fædrelandet, da han af sin slægt underrettes om, at rigets stormænd kræver, at der stiftes fred. Syd for den danske grænse afventer den tyske kejser, Frederik Barbarossa, en gunstig lejlighed til at inddrage Danmark i Det Tyske Rige, der består af en lang række tyske stater.
På hjemrejsen tvinges Eskil til et længerevarende ophold i Burgund, en tysk stat, og kan derfor ikke deltage i det vigtige møde, der holdes på Lolland. Stormændsslægterne forlanger forsoning – og får løfte om det fra alle tre konger. Men ved det efterfølgende gilde dræbes Knud – og Valdemar og Svend beskylder gensidigt hinanden for drabet.
Saxo Grammaticus, Absalons mand, Valdemars fosterbror, skriver få år efter historien – og udlægger Svend som skurken. Saxos pen blev ført af Absalon, så naturligvis må svend skulle udlægges som den skyldige og Valdemar som den uskyldige part.
Jeg tror ikke båd et! Men al efterfølgende historieskrivning om begivenhederne følger Saxo.