Uddrag af romanen
Begyndelsen af romanen. Beringera ligger i barselsseng:
“Dagen i går havde været fyldt med smerter, blod og gråd, og da mørket faldt på, var alle så udmattede, at en dyb tavshed indtog barselsrummet.
Min krop kunne ikke rumme flere smerter og var barmhjertigt gået ind i en dvaletilstand. Barnet inde i mig bevægede sig ikke længere, og jeg ville være blevet alvorligt bekymret, hvis jeg havde haft kræfter til det. Det havde jeg ikke.
Kvinderne omkring mig sivede i stadigt langsommere tempo ud og ind, og til slut faldt de to tilbageblevne jordemødre i søvn i vågestolene.
Jeg slumrede ind – og døde.
Jeg mærker tydeligt, hvorledes jeg glider ud af mit jordiske hylster. Ikke alene mærker jeg det, jeg ser det også selv.”
Berenguela som lille pige sammen med to af sine søstre:
“Et sæt sammenknebne, vrede øjne nidstirrer hende, og da hendes far vender sig og forlader sine to døtre, er hænderne, der hører til øjnene, over hende og kniber hende i kinden, skubber hende, indtil hun står forsvarsløst med ryggen op ad væggen, skræmt fra vid og sans.
Munden højt over hende nedkalder hæse forbandelser med skarptslebet tunge: »Djævleyngel! Dine sorte øjne viser, at du er født ond, og ingen kan redde dig fra evig fortabelse! Du er ikke min søster! Den Almægtige Gud befri os fra djævlens afkom!«
Hun husker frygten, der slår over i en ren, uforfalsket angst, og kan endnu høre sine egne skrig. Hun kan se omridset af djævlen, der kommer frem bag hendes storesøster, og mærker, hvordan djævlens skællede hale kryber op ad hendes ben for at få fat, når han lige om lidt skal trække hende med sig ned i helvede, hvorfra hun aldrig vil komme tilbage.”
Berenguelas bryllupsnat
“Hendes trang til at rejse sig og skrige, at hun ikke ville gå i brudeseng med en fremmed, gammel mand, fik hun nedkæmpet ved at knibe sig selv hårdt i armen under det lagen, der var lagt over hende.
Alle smilede, selv kongen smilede, og den danske præst sagde først noget på dansk og derefter en bøn på fransk. Det var en bøn om et frugtbart samliv mellem Guds trofaste børn, Valdemar og Beringera.
Hvem var Beringera? Det var første gang, hun hørte det navn, hun skulle bære fremover.
Da følget havde forladt kammeret med præsten som den sidste, og mørket havde lagt sig over dem, lukkede hun sine øjne og forsøgte med al sin vilje at forestille sig, at Louis lå ved siden af hende.
Øjnene åbnede hun først igen, da hun hørte på kong Valdemars åndedræt, at han sov.
Hun lå længe vågen og spekulerede over, hvad hun havde oplevet. Johanna havde i al fortrolighed, som hun sagde, fortalt hende, at bryllupsnatten, når brud og brudgom fuldbyrdede ægteskabet, var vidunderlig. Højdepunktet i en kvindes liv!
Var det et kærlighedens vidunder, som havde åbenbaret sig for hende. Nej!”
Beringera ankommer som nygift dronning til Ribe, hvor Valdemar foretrækker at opholde sig:
“Alle standser op i deres forehavende for at se på os. Deres blikke lyser af misbilligelse og mærkes på min hud som små, skarpe nåle. Jeg ser lige ud og fortæller mig selv, at det kun varer et øjeblik endnu. Så er jeg fri af blikkene.
Fremmed – fremmed – fremmed!
Ella fortæller mig, at jeg skal smile, og jeg prøver. Mit smil er klistret til ansigtet fra det øjeblik, jeg sætter mig i sadlen, til vi er uden for Ribe, men jeg ved, at mit ansigt ser forvrænget ud, for ingen smiler tilbage til mig.
Lugten imellem de små huse er forfærdelig. Jeg fatter ikke, hvordan mennesker kan leve i det skidt og snavs, jeg ser. Men det ser ikke ud til at anfægte almuen. Deres børn leger i de render, der er lavet i begge sider af de flade sten, der udgør gaden.
En dag så jeg børn jage en af de rotter, der ugenert søger føde; en dreng ramte rotten med en kæp, og omgående var alle børnene over den. Før jeg var nået frem til dem, havde en af drengene grebet rotten i halen. Han fik øje på mig og holdt den triumferende op mod mig, da jeg var ud for ham. Afskyen vældede op i mig, og jeg slog heftigt ud mod rotten, der vred og vendte sig i drengens faste greb. Jeg nåede at se børnenes forbløffede øjne, da jeg satte Cavalo i trav for at komme væk.
Jeg er som en fugl, jeg så i Paris. Den var hentet langvejs fra, havde farvestrålende fjer og et buet næb – helt forskellig fra de fugle, jeg ellers så i Frankrig. Den sad på den øverste pind i et stort bur i en af salene i det kongelige slot.
Da jeg sidste gang så fuglen ved bryllupsmiddagen for Johanna og min bror, var dens fjer blegnet, og den havde flyttet sig fra den øverste pind til den nederste. Vil jeg blegne ligesom fuglen? Vil jeg synke ned blandt trællene?”
Samtale før Valdemars togt til Estland for at kristne befolkningen der:
“Jeg berettede for biskoppen, at min egen far havde været konge over kristne, jøder, der havde deres egen religion, og maurere, der bekendte sig til Islam, og min far havde ikke tvunget nogen til at blive døbt som kristne..
Helt sagte tilføjede jeg, at der måske ikke kun var én sand gud i verden. Jeg så ned, mens jeg hviskede, men mærkede klart biskoppens strenge blik. Han undlod dog at svare på min ugudelige bemærkning.
Biskop Tuve kendte til jøder fra Frankrig og Tyskland, men havde aldrig mødt en maurer. Forholdene var anderledes i Danmark end i Portugal og Kastilien. Her tilhørte alle kristendommen. Selv de trælle, der mange år tidligere var blevet bragt til Danmark fra fjerne lande, var blevet kristnet.”
På besøg i kongeslægtens gravkirke i Ringsted:
“Under gulvet tæt på altret lå Valdemars forældres, hans brors grav og hans første hustru, Dagmars, grav. Jeg tænkte lidt på de lovprisninger af hende, jeg havde hørt fortalt af mange. Hun blev omtalt som Danmarks lysende engel. Efter sigende havde hun været smilende og mild overfor alle – stormænd såvel som fattige småbønder og deres børn. Aldrig havde hun kørt eller redet forbi en kirke uden at gå ind for at bede for Danmark og for kongen.
Hvordan havde hun skabt sig et så smukt eftermæle? Eller havde andre skabt det for hende? Måske havde hun ikke engang selv kendt til de smukke egenskaber, folk tillagde hende. Smilende, god og mild …
Hvordan ville mit eftermæle blive? Ville Valdemar sørge dybt over mig, hvis jeg døde? Jeg skubbede tankerne til side, for biskoppen talte og fortalte.”
Beringera i barselsseng:
“Jeg er tilbage i min krop. Jeg føler smerten. Jeg mærker, hvad der sker – mærker mit barn blive født i én langstrakt, glidende ve. Men jeg er ude af stand til at bestemme over min krop, endsige tale og åbne øjnene for at vise jordemødrene, at jeg er bevidst om, hvad der sker med mig. Så trækker jordemødrene tæpperne til side, og jeg hører deres forbløffede udbrud, da de ser, at barnet er på vej til at glide ud af min krop. »En dreng,« siger den ene. »Hurtigt,« lyder det fra den anden jordemoder og kort efter de skuffede udbryd, da de begge ser, at min søn er død. Han har ikke overlevet de sidste dages kampe for sit liv. Jordemødrene taler stille, mens de frigør den lille, døde dreng fra min krop, og lyden af stof, der rives i stykker, fortæller mig, at han bliver pakket ind i linnedstykker. »Giv mig kurven,« lyder det, og jeg ved, at han finder sit første og sit sidste hvilested i denne verden i en kurv.”