Sophia

Sophia – den glemte dronning

Udgivet i 2015

Sophia blev født i 1140 som datter af fyrsten af Minsk.

I sin barndom levede hun i Minsk, efter forældrenes skilsmisse i Krakow i Polen og senere i Sverige, hvorfra hun som 14-årig blev ført til Danmark som trolovet med Valdemar Knudsøn, som var konge i Jylland sammen med en slægtning, Knud Magnussøn, som var en halvbror til Sophia.

Danmark ligger i disse år i borgerkrig, men efter en lang række yderst dramatiske begivenheder bliver Valdemar enekonge med tilnavnet den Store.  Sophias halvbror, Knud, bliver dræbt i den voldsomme strid. Det samme gør Svend, som var fætter til Valdemar og slægtning til Knud.

Sophia bliver midt i kampene hentet i den stormandsfamilie, hun levede hos, ført til Viborg og gift med Valdemar.


Rekonstruktion af Sophias hoved, skabt over en gipsmodel af hendes kranie, fundet i graven i Sankt Bendts kirke. Hendes ansigt findes også – i let tåget udgave – på forsiden af bogen.

Sophia får ni børn, to drenge og syv piger. Den ældste dreng, Knud, bliver i et samarbejde mellem kirken og kongen kronet som Valdemars medkonge – og dermed Valdemars efterfølger.

Danmark er et valgkongedømme – når en konge dør, vælges en ny af stormændene. Kroningen af Knud er dermed et statskup!

Valdemar dør i 1182.

I 1184 bliver Sophia tvunget til at gifte sig igen – denne gang med en tysk fyrste, der er meget yngre end hende. Det sker i et forsøg på at formilde den tyske kejser. Fire år senere bliver Sophia skilt og sendt tilbage til Danmark.

Hun dør i 1198.

Uddrag af romanen: Blodgildet