Rosas forførelse

Min farmor, Rosa, blev forført af Arnold. Det skete i kirkestalden under en sammenkomst for sognets unge i præstegården:

 

Rosa smuttede i sin frakke og ville gå ud sammen med de andre, men hun mærkede Arnolds hånd på sin arm. ”Kirkestalden,” hviskede hans blå, glitrende øjne.

Kirkestalden var mørk, og præstens to heste rørte på sig, da hun forsigtigt åbnede den ene store dør. Døren knirkede, og et øjeblik havde hun lyst til at løbe ud igen og gemme sig et andet sted.

Men så stod Arnold foran hende. Hvordan havde han nået at komme før hende? Hun glemte omgående tanken, for han lagde armene omkring hende og kyssede hende.

Pludselig hørte de leende stemmer nærme sig, og Arnold tog hende i hånden og trak hende hastigt med sig ind i mørket. Han fandt frem til stigen, der førte op til høloftet og hviskede, at hun skulle gå op først, så ville han være lige bag hende og sikre, at hun ikke kunne falde ned.

Uden at ville det trådte hun op på det første trin og så det næste og det næste ….. Arnold var tæt på hende, så hun var ikke bange. Langsomt kunne hun igen skimte noget – der var et stort hul i den ene ende af høloftet.

Begge var kommet op i høet, og Arnold trak stigen op. Knap havde han løftet den de første meter, før begge dørene blev slået op, og to piger kom løbende ind, mens de talte højt til hinanden.

De to heste blev urolige og stampede i gulvet; kæderne raslede. Pigerne lo og snakkede så højt, at de ikke hørte stigen blive trukket helt op og forsigtigt lagt ned. Ingen kunne ane, at der var nogen oppe i høet.

Rosa satte sig stille ned. Arnold kastede sig ned ved siden af hende og trak hende ned til sig.

”Lig helt stille, så ingen opdager os.” Han flyttede sig lidt, så han lå endnu tættere på hende.

”Du er den smukkeste af alle pigerne, og du er min!” hviskede han lige ind i hendes øre. ”Vi to skal holde sammen, vi skal giftes, og vi skal have børn – mange børn, der alle skal have dine smukke øjne. Vi bliver meget lykkelige og skal være sammen resten af vores liv!”

Han lød så overbevisende – og hun stolede på ham. Også selv om han ville være endnu tættere på hende.

Hun veg lidt tilbage, men Arnold hviskede og hviskede: Der ville ikke ske noget ved det. Alle gjorde det hele tiden. Hun skulle slet ikke være bange. Det kunne gøre ganske lidt ondt den første gang, man gjorde det sammen, men lige bagefter ville hun opleve, at det var det vidunderligste i hele verden. Og hun og han hørte jo sammen og elskede hinanden.

Hvad talte han om? Rosa var så optaget af at lytte til Arnolds stemme, at tankerne jog rundt i ring i hendes hoved.

Arnold tav et øjeblik, for nu var pigerne nede på staldgulvet blevet fundet af præsten, og deres stemmer og latter forlod stalden og fjernede sig.

Arnold hævede sig op på armene, så lige ind i hendes øjne og sagde klart og tydeligt: ”Rosa, jeg elsker dig.”

Alle hendes drømme var gået i opfyldelse på én gang. Det her var det bedste, der nogensinde var sket for hende. Hvis Arnold gerne ville være helt tæt sammen med hende, ville hun det samme. Og det ville jo være vidunderligt, sagde Arnold.

Det var ikke spor vidunderligt!

Lydene udefra fik hende til igen og igen at fare sammen. Kom der nogen?

Høet stak hele tiden, og den støvede lugt fik hende til at nyse – og så gjorde det ondt, rigtigt ondt. Arnold væltede tungt, tilsyneladende sanseløst, rundt oven på hende, mens han stønnede højt.

Med et sæt havde han hænderne oppe under hendes kjole og skørter og rev bændlerne i hendes undertøj i stykker. Hun mærkede en negl kradse hende hårdt på låret, mens Arnold løftede sig op og trak hendes underbenklæder ned.

Hun forsøgte at sige, at hun alligevel ikke ville, men han hørte hende ikke. Så prøvede hun at sætte sig op, men et kraftigt skub fik hende til at ligge helt stille.

Hun begyndte at græde, og Arnold trøstede hende: Det havde aldrig før været så dejligt for ham! Hun skulle ikke være bekymret. Han ville fortælle sine forældre, at de havde aftalt at gifte sig og bede sin far følge med til skomagermesteren for at fri til hende. De ville blive det lykkeligste par i hele verden!

Hun tørrede sine tårer og bragte sit tøj i orden. Det var jo det, hun ønskede sig allermest: At blive gift med Arnold.

Han skyndede på hende, men det var svært at fæstne undertøjet, så det holdt sig ind til hendes krop, når bændlerne var revet i stykker.

Det ville være bedst, hvis ingen opdagede, at de havde været væk, sagde Arnold. Derfor skulle de heller ikke følges tilbage til de andre, som de kunne høre udenfor.”

……………………